Aktier: Svækket euro gav massive plusser

De europæiske aktier tog sig et gevaldigt hop i tirsdagens handel, hvor en svækkelse af euro var med til at løfte humøret.

Foto: LEE JAE-WON

En svækkelse af den fælleseuropæiske valuta kan nemlig øge indtjeningen hos de europæiske eksportører, der ellers har været trykket af, at euro - efter store svækkelser over for dollar sidste år - igen er blevet styrket i den første del af 2016.

- En styrkelse til dollar vil være en stor hjælp for de europæiske aktier. Folk tester, hvorvidt markedet har fundet en bund, og der er masser af penge på sidelinjen. Måske er investorerne endelig klar til at komme ind i kampen igen, siger Heinz-Gerd Sonnenschein, der er strateg hos Deutsche Postbank, til Bloomberg News.

FTSE 100-indekset i London steg 1,5 pct., mens CAC 40 i Paris løftedes 2,5 pct., og DAX-indekset i Frankfurt steg 2,3 pct. Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks gik frem med 2,3 pct.

I sidstnævnte indeks var der stor fremgang til franske SEB, der producerer husholdningsudstyr som kaffemaskiner og andet køkkengrej.

SEB har erhvervet tyske WMF for omkring 1,8 mia. dollar, og det gør førstnævnte til global markedsleder inden for professionelle kaffemaskiner og den største udbyder af køkkengrej i Tyskland.

Aktien steg 8,9 pct. til 105,35 euro i Paris.

Schweiziske Galenica faldt omvendt 6,8 pct. til 1248 schweizerfranc på børsen i Zürich, efter at selskabet, der ejer det største netværk af apoteker i Schweiz, har afsløret, at det først vil opdele sig i separate selskaber i slutningen af 2017.

Tidligere har Galenica ellers meldt ud, at opdelingen ville ske allerede i 2016.