Aktier: Svækket dollar hjælper Wall Street-aktierne lidt højere

Læs mere
Fold sammen

. Der er en svagt positiv undertone på de amerikanske aktiebørser i den tidlige handel torsdag, men udsvingene er små. Godt ti minutter efter børsåbning i New York stiger det toneangivende S&P 500-indeks 0,1 pct., mens Dow Jones- og Nasdaq-indeksene bevæger sig i nogenlunde samme retning.

Længe lagde de amerikanske indeks ellers op til at åbne fladt, men en stor svækkelse af dollar over for euro, der hjælper de amerikanske eksportselskaber, har givet et lille puf opad til aktierne.

Tidligere på eftermiddagen viste de ugentlige nøgletal, at der var langt flere ledige amerikanere end ventet, der meldte sig i understøttelseskøen sidste uge. Det gav dog ikke store rystelser, da stigningen især skyldtes orkanen Harveys voldsomme ødelæggelser i Houston og omegn.

Investorerne var i forvejen i positiv stemning onsdag, da præsident Trumps deltagelse i en aftale om gældsloftet og løfter om nye skattetiltag vakte optimisme omkring den generelle politiske udvikling i USA.

Efter Harvey raserer en ny orkan, Irma, dog de caribiske øer lige nu og har retning mod Florida, hvilket bliver iagttaget med nervøsitet i USA.

Blandt enkeltaktierne har boghandleren Barnes & Noble aflagt et skuffende regnskab, hvor det sammenlignelige salg faldt 4,9 pct. Også i hele regnskabsåret ventes der minusvækst på den post, siger selskabet. Det får aktien til at droppe 9,6 pct. i den tidlige handel, efter at aktien ellers steg 5,4 pct. onsdag.

Gopro, der producerer små kameraer, stiger til gengæld hele 15,6 pct. oven på meldinger om gode takter i tredje kvartal, som nu ventes at give overskud - på justeret basis - mod tidligere et lille underskud.

Medicinalkæmpen Eli Lilly vil skære op til 3500 stillinger fra - ud af en arbejdsstyrke på lidt over 40.000 - ved at lukke fabrikker og forskningscenter samt ved at tilbyde frivillige fratrædelser. Det vil koste mere end 1 mia. dollar, men til gengæld give besparelser på omkring 500 mio. dollar årligt fremover, forudser selskabet. Eli Lilly-aktien åbner 0,3 pct. højere.

/ritzau/FINANS