Aktier styrer mod vild uge: Skuffelser kan udløse »stejl nedtur«

Ferie? Hvilken ferie? Mens Danmark stadig holder fri, står aktiemarkedet over for en af de vigtigste uger på året. Risikoen for skuffelser er stor, og det kan afgøre humøret på finansmarkedet resten af sommeren.

Denne mand – chefen for den amerikanske centralbank – og en håndfuld regnskaber kan blive afgørende for, om aktier skal se plusser eller minusser resten af sommeren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicholas Kamm/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Spænd sikkerhedsselen – de kommende dage bliver det vildt.

Mens meget af Danmark stadig er i feriestemning, er der en helt anden fart og spænding over det globale aktiemarked i øjeblikket.

Investorerne står nemlig over for en uhyre travl uge, der kan afgøre om, aktier skal op eller ned resten af sommeren. Ikke bare er der møde i den amerikanske centralbank, de vigtigste regnskaber ruller også ind, samtidig med at den økonomiske kalender er spækket med afgørende nøgletal.

Regnskaber i milliardklassen

De fem største virksomheder i USA – Apple, Microsoft, Amazon, Facebook og Google-ejeren, Alphabet  – kommer alle med regnskaber inden fredag. Samlet har de en markedsværdi på knap 10.000 milliarder dollar og udgør næsten 25 procent af det toneangivende S&P 500-indeks. Det er altså afgørende for det brede marked, hvordan mastodonterne klarer sig.

Det er kun sket fem gange før, at de fem største virksomheder har aflagt regnskab i samme uge, og det er ikke nødvendigvis gode nyheder for aktiemarkedet. S&P 500 er nemlig faldet fire ud af fem af de uger.

Fawad Razaqzada, markedsanalytiker hos ThinkMarkets i London er bekymret for, at investorerne bliver skuffet over den store regnskabsuge.

»Efter at både Nasdaq og S&P 500 slog rekorder i sidste uge, er forventningerne høje,« skriver han i en kommentar. »Techgiganterne bliver nødt til at slå forventningerne og samtidig komme med stærke prognoser for at holde aktieindeksene på disse niveauer. Hvis de skuffer, kan vi meget vel komme til at se endnu en stejl nedtur.«

Apple, Microsoft and Alphabet kommer alle med regnskaber tirsdag, Facebooks er onsdag, mens Amazons regnskab kommer torsdag. Alle fem bliver frigivet, efter at markedet lukker i USA.

Skal renten op eller ned?

Midt i et buldrende opsving og hurtigt stigende inflation holder den amerikanske centralbank, Federal Reserve eller Fed, rentemøde tirsdag og onsdag. Investorerne holder altid godt øje med møder i Fed, men denne gang ekstra meget på grund af den stærke økonomi. Det springende spørgsmål er dette: Vil den høje inflation tvinge Fed til at stoppe sine opkøbsprogrammer og hæve renten?

Indtil videre har centralbanken set igennem fingre med den højere inflation, og chefen, Jerome Powell, holder fast i, at de store prisstigninger er midlertidige og derfor ikke vækker grund til bekymring. Han har tidligere signaleret, at renterne ikke behøver at stige før i 2023. Analytikerne er dog ikke helt enige, og mange spekulerer i, at centralbanken snart bliver nødt til at gøre noget for tøjle den stigende inflation.

Vi skal dog ikke regne med, at vi bliver meget klogere på onsdag, siger Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Harald Bie.

»Alting er meget anderledes, end vi har været vant til de sidste fire år. Under præsident Trump vidste vi, at præsidenten med vold og magt ville gøre alt for at presse renterne ned. Nu er inflationen blevet en politisk varm kartoffel for præsident Biden, for det er priserne på det, som amerikanerne køber mest, der er steget. Biden har signaleret, at renteforhøjelser er helt ok, og han er heller ikke bange for en lidt stærkere dollar,« siger Bie.

»Hvis Powell holder fast i de hidtidige signaler om renteforhøjelser i 2023 på trods af deltavariantens hærgen blandt de ikkevaccinerede i USA, kan det sætte aktiemarkedet yderligere under pres.«

Afgørende nøgletal

Som om regnskaberne og centralbankmødet ikke var nok, står vi også over for vigtige nøgletal i USA og Europa.

Tirsdag kommer der amerikanske forbrugertillidstal. Torsdag er der inflation og arbejdsløshedsdata fra Tyskland samt BNP-tal fra USA. Fredag runder vi af med PMI- og inflationstal for eurozonen og et vandfald af data i USA, herunder PCE-inflationstallet. Dagen for PCE-inflation er efterhånden blevet et af de vigtigste datoer i kalenderen, fordi det er Federal Reserves favorit datapunkt for at vurdere, om prisstigninger er for kraftige.

God fornøjelse!