Aktier: Styrer mod et ugentligt fald

De europæiske aktier bliver over en bred kam sendt ned fredag middag med råvareaktierne som de største tabere.

Irisfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: T.Dallas

Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks ligger til et fald på 0,3 pct. og styrer mod et lille fald set over ugen. Kun to underindeks ligger i plus, nemlig ejendomssektoren samt olie- og gassektoren. Sidstnævnte stiger sammen med oliepriserne, der blev trukket op som en reaktion på det amerikanske missilangreb i Syrien natten til fredag.

Investorerne ser samtidig frem mod eftermiddagens arbejdsmarkedsrapport fra USA. Her vil der blandt andet være fokus på, hvordan det står til med væksten i lønningerne, da lønvæksten hidtil har været begrænset.

Blandt de mest faldende aktier i Stoxx 600-indekset er svenske Billerudkorsnas, der advarer om ekstra omkostninger, der vil ramme selskabets indtjening i første kvartal. Selskaber venter nu et driftsoverskud på omkring 550 mio. svenske kr., mens analytikerne ifølge Bloomberg havde sat næsen op efter 760 mio. svenske kr.

Aktien falder med 2,7 pct.

Værst står det til for spanske Gamesa, der falder med 13,6 pct., men det er der en helt særlig årsag til, da aktien handler uden retten til et særligt udbytte i forbindelse med Siemens-fusionen.

I Storbritannien har data vist et overraskende fald i industriproduktionen i februar, hvilket ifølge Reuters bliver set som tegn på, at den økonomiske vækst løjer af. De britiske aktier ligger dog i plus med en stigning på 0,1 pct.

I Frankrig falder CAC 40 med 0,1 pct., mens det tyske DAX-indeks dropper med 0,4 pct.

/ritzau/FINANS