Aktier: Store stigninger i Asien efter børsnotering af Japan Post

De asiatiske aktier stryger i vejret onsdag, drevet frem af nyheden om, at Kinas centralbank vil åbne en handelsforbindelse med Shenzhen. I Japan har den store appetit på aktier i landets postselskab drevet Japan Posts aktiekurs op med 17 pct. på åbningsdagen.

Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til en fremgang på hele 1,7 pct. med få timers handel igen på et par af regionens børser.

Aktierne i Kina og Hongkong har fået medvind af en meddelelse fra Kinas centralbank, der skriver, at handelsforbindelsen mellem Shenzhen og Hongkong vil blive åbnet i 2015. Gennemførelsen af børsforbindelsen ville bevise den kinesiske regerings ønske om at reformerer for at åbne landets finansielle markeder på trods af kapitalflugten på op mod 5000 mia. dollar sidste sommer.

- Det giver et stort, psykologisk boost til de kinesiske aktiemarkeder. Som en automatisk reaktion på det stiger de finansielle papirer. Men optimismen kan hurtigt visne, efter det der skete med forbindelsen mellem Hongkong og Shanghai. Efterforskninger af den finansielle industri og lav tiltro til fastlandets aktier kan holde investorerne væk, siger Ronald Wan, administrerende direktør hos Partners Capital International, til Bloomberg News.

Ti af 13 adspurgte analytikere ventede ifølge Bloomberg News, at de kinesiske myndigheder ville udskyde åbningen til 2016 og fokusere på at stabilisere aktierne på fastlandet efter sommerens nedtur.

Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er på vej mod en stigning på 2,3 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, ligger til et plus på 1,7 pct. Det australske ASX-200-indeks falder med 0,1 pct. I Taiwan er Taiex-indekset i plus med 1,6 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, ligger fladt.

Shanghai Composite og CSI 300 oplever en fremgang på henholdsvis 2,6 og 2,9 pct.

Hang Seng i Hongkong ligger til et plus på 3,1 pct. Hongkongs finansielle aktier førte an i stigningen. Citic og Haitong Securities steg bege mere end 8,5 pct., mens Guotai Junan International sprang 14 pct. i vejret.

I Japan steg Japan Post Holdings mere end 17 pct. efter årets største børsnotering, og optimismen bidrog til at trække andre japanske aktier i vejret. Japan Posts bankenhed steg 15 pct., mens forsikringsenheden øgede med mere end 56 pct. Aktiemarkederne i Tokyo har desuden lidt at indhente, da børserne tirsdag holdt lukket mens resten af de asiatiske aktier steg til vejrs.

#

Indeks Udvikling (%)

--------------------------------------

Nikkei 225 2,3

Topix 1,7

Hongkongs Hang Seng 3,1

China Shanghai Composite 2,6

China CSI 300 2,9

Taiwan Taiex 1,6

Sydkoreas Kospi 0,0

Indiens BSE Sensex 0,5

Singapores STI 1,0

Sydney ASX 200 -0,1

--------------------------------------

#

Indeksværdi kl. 05.54

/ritzau/FINANS

 

Niels Fibæk-Jensen, +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk