Aktier: Store forventninger til ECB blev ikke indfriet

Skuffelsen gav kraftigt genlyd på Europas børser torsdag, da Den Europæiske Centralbank (ECB) og chef Mario Draghi langt fra indfriede investorernes forventninger til rentemeddelelse og stimulusprogram.

Læs mere
Fold sammen

 

ECB sænkede indskudsrenten 0,1 pct.point til minus 0,3 pct., forlængede sit opkøbsprogram og meldte sig klar til at tage "alle værktøjer" i brug for at løfte eurozonens inflation, men det var ikke nok til at stille investorerne tilfredse.

- Der var især skuffelse over, at ECB ikke skruede op for dens månedlige obligationskøb. Draghi har overrasket positivt mange gange før, og måske netop derfor var forventningerne skruet alt for højt op. Markedsreaktionen var ret voldsom med kraftige fald i aktiemarkedet, et pludseligt fald i dollar og stigende obligationsrenter, forklarer chefstrateg Frank Øland Hansen fra Danske Bank.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks faldt hele 3,1 pct. - det største fald godt tre måneder - til omkring 372 trukket ned af store fald i alle lande og sektorer.

Især styrkelsen af euro ramte eksporttunge virksomheder, da deres kunder nu skal lide under højere vekselkurser, og det kunne især ses på underindekset for bilmagere og producenter af husholdningsvarer.

Få aktier skilte sig for alvor ud, men i Stoxx 600 var investorerne især hårde ved græske National Bank of Greece, som var tilbage i handel efter tre dages suspension.

Den faldt de maksimalt tilladte 30 pct. - i øvrigt for tredje gang på syv handelsdage - og er i alt dykket 92 pct. på under en måned til 0,847 euro. Banken er presset på likviditeten og har været igennem flere kapitalrejsninger.

/ritzau/FINANS

 

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk