Aktier: Store fald aftager en smule

Læs mere
Fold sammen

Bekymringer om Kina bidrager tirsdag til relativt store fald på de europæiske aktiebørser. Markedet har dog rettet sig lidt først på eftermiddagen i forhold til niveauerne midt på formiddagen.

At det går lidt trægt for den kinesiske industri blev tirsdag morgen bekræftet af nye nøgletal, som dog ikke afveg fra det ventede. En del af forklaringen på den negative stemning på aktiemarkedet er ifølge chefstrateg Frank Øland fra Danske Bank desuden de seneste dages stigninger i oliepriserne.

De højere oliepriser mindsker nemlig sandsynligheden for, at ECB kommer med nye lempelser og øger risikoen for, at Federal Reserve kommer med den første renteforhøjelse i september.

- Der er tale om en stor reaktion på forholdsvis små nyheder. Det understreger, at investorerne fortsat er nervøse. Det kommer til at tage tid, før de falder til ro igen. Der er udsigt til pæne kursstigninger, hvis frygten bliver lagt til side, og investorerne igen begynder at handle på fakta. Men på kort sigt er der helt klart risiko for en ny nedtur, hvor der måske endda skal testes nye bundniveauer, skriver Frank Øland i en kommentar.

I London, Frankfurt og Paris falder de toneangivende indeks tæt ved 2 pct., efter at de i løbet af formiddagen har været helt nede at runde et fald på cirka 3 pct.

I Stoxx 600-indekset, som ligeledes falder 2 pct., er der fald i samtlige 19 sektorer. Mest ned trækker de minerelaterede aktier. Blandt dem falder Glencore og BHP Billiton med henholdsvis 5,0 og 4,0 pct. på børsen i London.

På det britiske marked er der endvidere pres på aktien i Man Group, som med et fald på 4,6 pct. klarer sig dårligere end markedet generelt. Selskabets chef i Kina er blevet tilbageholdt med henblik på at hjælpe de kinesiske myndigheder med at undersøge en række transaktioner.

De kinesiske myndigheder har ved flere lejligheder beskyldt udenlandske kræfter samt markedsmanipulatorer for den seneste nedtur på aktiemarkedet i Shanghai, der er faldet omkring 38 pct. siden juni. Man Group havde ved udgangen af juni 78,8 mia. dollar under forvaltning og er verdens største børsnoterede hedgefond.

På det svenske marked trodser stråleterapiselskabet Elekta det generelle fald med en stigning på 6,8 pct. Det sker efter meldinger fra selskabet om, at det i andet halvdel af indeværende regnskabsår venter at komme tilbage på vækstsporet.

Elektas omsætning faldt i det forgangne år med 8 pct. i lokal valuta, og også i første halvår af 2015/16 venter selskabet en negativ vækst.

Finans TV: Kartrine Overgaard orienterer om aktiemarkedet