Aktier: Stor sum penge løfter Bavarian - Mærsk skyder frem

Godt nyt fra Bavarian Nordic om en stor sum penge fra USA har fredag fået investorerne til at sende aktien til vejrs i et øvrigt positivt marked. Optimisme om en løsning på handelskonflikten mellem USA og Kina løfter således aktierne over en bred kam og i særdeleshed A.P. Møller-Mærsk.

De amerikanske aktier steg ganske pænt torsdag, efter at Wall Street Journal skrev, at USA's finansminister, Steven Mnuchin, på interne strategimøder har foreslået, at USA skal rulle den nyindførte straftold mod Kina helt eller delvis tilbage.

Finansministeriet afviste efterfølgende artiklen over for Bloomberg News, men optimismen har ikke lagt sig.

- Jeg tror, at holdningen blandt investorerne er, at der er tegn i sol og måne på, at tingene går fremad og at der er vilje på begge sider til at finde en løsning.

- Det er derfor, at markedet er så positivt om det, der foregår. Men det undrer mig lidt, at man er villig til at tage det for givet. Ikke desto mindre er det sådan, markedet ser det, siger aktiechef i ABG Sundal Collier Tue Østergaard til Ritzau Finans.

FIRE DAGE I STREG?

C25-indekset er åbnet 0,7 pct. højere i 1043,36 og ligger dermed til at vinde terræn for fjerde børsdag på stribe.

Fremgangen anføres af Mærsk, der muligvis kan se frem til ekstra travlhed, hvis der kommer en løsning på handelskonflikten. B-aktien stiger 1,9 pct. til 8900 kr. De seneste ratetal for ruter ud af Shanghai lover også godt og viser en stigning på 3 pct. i sidste uge.

Selskab Kurs Ændr. %

Chr. Hansen er åbnet 1,6 pct. lavere, efter en U-vending torsdag, hvor aktien indledningsvist faldt op mod 5 pct. efter offentliggørelsen af regnskabet for første kvartal, inden den vendte på en tallerken og sluttede 0,7 pct. højere i 619,80 kr.

Chr. Hansens topchef, Mauricio Graber, var torsdag blandt dem, der solgte Chr. Hansen-aktier. Topchefens handel omfattede aktier for næsten 1,5 mio. kr.

Selskab Kurs Ændr. %

PENGE TIL BAVARIAN

For Bavarian har morgenens handel givet en stigning på 3,3 pct. til 154,90 kr. Den amerikanske regering har besluttet at udnytte en option på 44 mio. dollar, der blandt andet skal gå til at klargøre Bavarians nye fyldefabrik til frysetørret koppevaccine. Pengene vil blive indtægtsført i 2019 og 2020.

Selskab Kurs Ændr. %

Tilbage i C25-indekset genvinder Lundbeck 1,1 pct. til 289,20 kr. efter et fald på 4,2 pct. torsdag, hvor aktien blandt andet var presset af, at FDA havde godkendt israelske Tevas kopi af Lundbecks epilepsimiddel Sabril.

Selskab Kurs Ændr. %

Blandt sidepapirerne får Zealand Pharma nu analysedækning af det hollandske finanshus Kempen, der indleder med anbefalingen »køb« og et kursmål på 170 kr. Zealand er åbnet 4,5 pct. højere i 99,30 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

/ritzau/FINANS