Aktier: Støt stigende Pandora i generelt positivt marked

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Moses Robinson

Forventningerne er trukket i positiv retning op til kapitalmarkedsdagen i Pandora tirsdag i næste uge og den forudgående salgsopdatering, som ventes allerede i de kommende dage. Det afspejlede sig i tirsdagens kursudvikling for smykkeaktien med et løft på 0,9 pct. til 680,80 kr. i de øvre lag af C25 indekset, der lukkede dagen i 1175,94 efter et plus på 0,1 pct.

»De er jo ikke selv kommet med en nedjustering - så alt andet lige må man tro, at de er kommet i mål med deres guidance. Og hvis de indfrier deres forventninger, så skal den nok op, og det er der nogen, der spiller på,« siger senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje.

»Der er ingen tvivl om, at det bliver en af de væsentligste begivenheder i de kommende syv dage,« siger Christian Thatje.

Han ser en generel positiv stemning i markedet fra begyndelsen af det nye år.

»Vi har de seneste dag fået ganske fornuftige nøgletal, og et relativt skuffende nøgletal fra USA i fredags bliver bare vendt rundt og tolket positivt med, at der ikke er risiko for overophedning og heller ikke risiko for rentestigninger, ud over de man ventede i markedet. Så markedet har meget ja-hatten på lige nu og prøver at vende enhver nyhed til den positive side.«

FLSMIDTH OG DSV I POSITIVT LYS

Stemningen rammer ifølge aktiehandleren især de cykliske aktier. Der i blandt logistikaktien DSV, der steg 1,1 pct. til 507,80 kr. tæt på toppen af eliteindekset, hvor de to bankaktier Nordea og Jyske Bank dominerede med plusser på henholdsvis 1,3 pct. til 76,84 kr. og 1,1 pct. til 357,30 kr. uden selskabsspecifik baggrund.

FLSmidth-aktien var også med øverst i C25 med et plus på 1,1 pct. til 385,50 kr.

»Generelt har mineaktierne haft et relativt godt momentum i den seneste tid, og det, tror jeg, at FLSmidth er kørt med op på. Den var også kommet pænt ned - 100 kr. fra toppen sidste år,« påpeger Christian Thatje.

ISS FIK FORLÆNGET AFTALE

Med blandt dagens plusser var også ISS, der lukkede 1,0 pct. højere i 244,50 kr. på baggrund af meddelelsen mandag efter børslukketid om forlængelse af en milliardkontrakt med computerproducenten Hewlett Packard Enterprice, HPE. På et tidspunkt tirsdag lå aktien 2,4 pct. højere.

»Der var måske nogen der havde håbet på en udvidelse af aftalen. Men det blev det så ikke til,« anfører Christian Thatje som mulig forklaring på den efterfølgende retræte.

HØJERE KURSMÅL

Chr. Hansen fik ifølge Bloomberg News skruet kursmålet op til 430 kr. fra 390 kr. af Nordea, og aktien steg 0,4 pct. til 593 kr.

Mærsks B-aktier faldt derimod 1,5 pct. til 11.430 kr. trods en positiv sektoranalyse fra det amerikanske finanshus Jefferies, der regner med en stor indtjening og et flot udbytte fra den danske rederigigant. Jefferies anbefaler "køb" af Mærsk-aktierne med et kursmål på 14.500 kr.

Société Générale løftede sit kursmål for Vestas til 410 kr. fra 385 kr. Mandag opjusterede Vestas forventningerne til de frie pengestrømme i 2017 fra 450-900 mio. euro til 1150-1250 mio. euro. Société Générale holder dog fast i anbefalingen "sælg". Vindmølle-aktien sluttede tirsdag 1,1 pct. lavere i 434,40 kr.

Med i bunden af C25 var også Danske Bank med et fald på 0,8 pct. til 243,30 kr.

MIDDELTAL FRA MATAS

Kosmetikkæden Matas kom tirsdag morgen med en handelsopdatering for perioden 1. oktober til og med den 31. december 2017. Omsætningen landede i kvartalet på 1063 mio. kr. mod 1064 mio. kr. i samme periode sidste år. Det sammenlignelige salg faldt med 0,8 pct. i perioden og ligger inden for det, som Matas selv venter - nemlig et fald i det sammenlignelige salg på mellem 0 og 2 pct. Matas-aktien steg 0,9 pct. til 81,30 kr.

Og softwareselskabet Columbus oplyste om overtagelse af hollandske High Software, der er specialiseret i software til udlejnings- og leasingløsninger til særligt maskin- og anlægstunge brancher. Købsprisen er aftalt til 56 mio. kr. på gældfri basis, og aktien steg 7,2 pct. til 16,68 kr.

Endelig meldte Nordea sig som ny storaktionær i køkkenkoncernen TCM med en beholdning på lige over 5 pct. af aktiekapitalen i det forholdsvist nynoterede selskab, der fik et løft på 1,9 pct. til 107 kr.