Aktier: Stille marked er positivt og tiltrængt

Et jævnt kedeligt marked, som det de danske aktieinvestorer ser på tirsdag, skal man ikke begræde.

Det er faktisk positivt, og det behøver markedet efter flere herresving den seneste tid.

Det siger Mads Zink, chefaktiehandler i Danske Bank, til Ritzau Finans.

Også i Europa er mandagens jubelfest afløst af svagt stigende markeder.

Det danske eliteindeks, C20 Cap, ligger tirsdag middag 0,4 pct. højere i 977,24 efter at have åbnet i det samme niveau og været nede omkring indeks 970.

- Det er et jævnt kedeligt marked. Der sker ikke det helt store. Vi danser omkring uforandret. Der er ikke noget, der skiller sig synderligt ud, siger Mads Zink.

Han understreger dog, at det er positivt.

- Vi skal have stabilitet ind i markedet, og det får vi ved et kedeligt marked, som derfor er positivt, siger han og tilføjer, at han ser gerne yderligere et par kedelige dage for at opbygge stabilitet. Dage med store udsving gør markedet usikkert, og det er ikke godt.

C20 Cap stiger med 0,5 pct. til 977,30. De seneste par uger har der flere dage være udsving i C20 Cap på mere end eller omkring 2 pct.

I toppen af C20 ligger aktierne i DSV og Jyske Bank begge uden selskabsspecifikke nyheder. DSV-aktien stiger 1,9 pct. til 257,70 kr., og Jyske Bank stiger 1,5 pct. til 374,90.

Selskabsspecifikt er det småt med nyheder, og i C20 er der ikke mange udsving over 1 pct. Et par anbefalinger har givet opmærksomhed.

Finanshuset SEB Enskilda har officielt indledt dækning af aktien i Vestas. Det sker med en købsanbefaling og kursmålet 415 kr. Vestas har tirsdag også annonceret en mindre ordre på 36 MW til Skotland.

Vestas-aktien løftes med 0,4 pct. til 360,70 kr.

Nordea har fået reduceret sit kursmål hos finanshuset Exane til 67,86 kr. fra tidligere 70,61 kr. Finanshuset fastholder samtidig anbefalingen ”underperform”, skriver Bloomberg News. Carnegie har løftet anbefalingen af storbanken til "køb" fra "hold" ifølge di.se.

Nordea-aktien stiger 1,2 pct. til 78,80 kr.

Verdens næststørste bryggeri, Sabmiller, har oplevet en organisk vækst på 6 pct., viser selskabets regnskab for andet kvartal. Det er især vækst i Afrika og Latinamerika, der har drevet væksten. Sabmillers regnskab er blevet fremrykket grundet bryggerigiganten AB Inbevs mulige tilbud om at opkøbe Sabmiller. Carlsberg-aktien falder 0,3 pct. til 525,50 kr.

I bunden ligger TDC med en kurs på 33,99 kr. efter et fald på 1,3 pct.. Det sker uden nyheder tirsdag.

Uden for C20 har det dansk-franske biotekselskab Onxeo fået grønt lys fra en uafhængig europæisk ekspertkomité til at fortsætte det igangværende fase-3 studie med midlet Livatag uden ændringer.

Onxeos aktie går 5 pct. frem til 27,30 kr.

Bang & Olufsens kanondyre højtaler ser ikke ud til at redde elektronikkoncernen. I hvert fald ikke, hvis man skal tro kursudviklingen. Aktierne i B&O ligger tirsdag middag med et fald på 1,5 pct. i 46,5 kr. Mandag steg aktien 0,4 pct.