Aktier: Stigninger tilbage på Wall Street - futures viger

Foto: DREW ANGERER.
Læs mere
Fold sammen

Det amerikanske aktiemarked kom tilbage op til weekenden efter torsdagens nedtur, og for både det brede S&P-indeks som det teknologitunge Nasdaq-indeks var der tale om rekord, mens Dow Jones-aktierne ikke helt kunne nå rekordniveauet fra onsdag.

Mandag morgen slår strandede finanslovforhandlinger skår i glæden, og futures dykker.

S&P 500-indekset lukkede fredag med et plus på 0,4 pct. i rekorden 2810,30. Dow Jones-indekset sluttede med en gevinst på 0,2 pct. i 26.071,72, mens Nasdaq-indekset endte med dagen med en stigning på knap 0,6 pct. i 7336,38, hvilket ligeledes er rekord.

STIGNINGER I NI AF ELLEVE GRUPPER

Fredag var der stigninger i ni af de elleve underindeks i S&P 500, der blev trukket op af detailhandel, banker og forbrugsgoder, mens energiaktierne dykkede i takt med fald i råoliepriserne, og forsyningsselskaberne vendte den tunge ende nedad på grund af presset fra stigende obligationsrenter.

Vindere var Nike, Philip Morris og Home Depot efter optimistiske analytikerforventninger, mens der var kursfald i torsdag aftens to regnskabsaktuelle selskaber, IBM og American Express, der begge skuffede. GE fortsatte nedgangen for femte dag i træk, hvilket tilsammen lagde låg over Dow Jones-udviklingen.

Fredagens stigninger betyder, at ugens samlede udvikling i S&P 500-indekset løber op i et plus på 1,5 pct., mens Dow Jones er steget 1,9 pct., og Nasdaq har øget indeksværdien med 1,7 pct.

Mens den generelt positive holdning havde overtaget, lurede frygten for en regeringsnedlukning i baggrunden.

- Markedet er lidt underdrejet som følge af en potentiel nedlukning. Men på længere sigt er virksomhedernes indtjening stadig stærk, og vi skal til at se fordelene ved skattereformen, siger chefstrateg Kevin Miller fra E-Valuator Funds i Minnesota til Reuters.

Lørdag blev tidsgrænsen for en løsning på budgetfinansieringen overskredet, da politikerne i Senatet ikke kunne vedtage den finanslov, der var forhandlet på plads i Repræsentanternes Hus. Søndag aften amerikansk tid var der fortsat ikke fundet en løsning, hvilket betyder, at tusindvis af offentligt ansatte i USA er sendt på tvungen ferie uden løn.

Mandag morgen ligger futures på de amerikanske aktieindeks med fald på 0,1-0,2 pct.

NETFLIX GIVER FINGERPEG

Den kommende uge vil regnskabssæsonen blive udvidet med Netflix, der mandag vil give et fingerpeg, om Facebook, Amazon og andre af de teknologiske sværvægtere kan levere brændstof til nye stigninger på det amerikanske aktiemarked.

Mange af de største virksomheder som Microsoft, Apple og Google's Alphabet har overgået det brede marked i årets første uger, idet investorerne prøver at retfærdiggøre den tekniske værdiansættelse med en stærk indtjeningsvækst.

Netflix, der fremlægger resultaterne efter børstid mandag, er steget næsten 15 pct. i år, mens S&P 500-indekset har øget godt 5 pct. siden nytår.

Sidste år steg Netflix 53 pct., hvilket sammen med andre af Silicon Valleys største hightech-virksomheder har drevet aktiemarkedet mod nye højder.

Facebook fremlægger kvartalsresultater 31. januar, mens Amazon, Apple og Alphabet offentliggør data dagen efter.

/ritzau/FINANS