Aktier stiger efter Brexit-aftale - men forude venter »vild weekend«

En Brexit-aftale er kommet på plads mellem London og Bruxelles, men det er stadig meget usikkert, at parlamentet godkender planen. Ikke desto mindre bliver det set som et skridt i den rigtige retning af investorerne, og aktierne er forsigtigt optimistiske.

Aktiekurser genrefoto Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHANNES EISELE

Deal eller no deal?

Det har været det altoverskyggende spørgsmål i Storbritanniens Brexit-saga de seneste dage, og konstante rygter om en mulig skilsmisseaftale har pisket aktier og pundet op og ned på daglig basis. Torsdag kom der – endelig – en aftale mellem Boris Johnson og Bruxelles, der nu skal til afstemning i det britiske parlament på lørdag. Det nordirske støtteparti DUP har allerede sagt, at det vil stemme imod skilsmisseforslaget, så intet er afgjort endnu.

Ikke desto mindre blev nyheden om en aftale budt velkommen af finansmarkedet. Pundet hoppede øjeblikkeligt til en kurs på 8,71 kroner – den højeste siden maj – mens europæiske aktier, målt på Stoxx Europe 600 indekset, steg til det højeste niveau siden maj 2018. Amerikanske aktier åbnede også i positivt territorium.

Pundet faldt dog hurtigt tilbage igen til 8,60 kroner, da det gik op for markedet, at der skal sluges nogle gigantiske kameler hjemme i Westminster på lørdag før, at parlamentet stemmer for. Theresa Mays skilsmisseaftale blev stemt ned hele tre gange i Underhuset, før hun gav op og gav stafetten videre til Boris Johnson.

Læs: Her er de danske aktier, der vinder mest på en Brexit-aftale

»Det kommer til at være en vild weekend, som vil gøre markedsåbningen i næste uge endnu mere uforudsigelig. Hvis en aftale kommer gennem parlamentet, kan pundet klare sig ekstremt godt i starten af næste uge, selvom det allerede er hoppet mere end 8 pct. fra sit lavpunkt,« siger Craig Erlam, seniormarkedsanalytiker hos Oanda i London.

Fra hårdknude til optimisme

Pundet faldt til cirka 8 kroner i august, efter Boris Johnson tog over som premierminister. Investorerne frygtede på det tidspunkt, at den nye premierminister ville styre Storbritannien imod et såkaldt hårdt Brexit, hvor landet forlader EU uden nogen aftaler inden for handel, flytrafik, forskning, medicin etc. Efterfølgende har retorikken mellem Bruxelles og London været hård, og indtil i sidste uge var forhandlingerne gået fuldstændig i hårdknude.

I fredags mødtes Johnson imidlertid med sit irske modstykke Leo Varadkar, og til investorernes store overraskelse udtrykte de optimisme om, at en aftale kunne nås inden EU-topmødet i Bruxelles denne torsdag og fredag. Det satte med det samme fut i pundet igen, og har hjulpet til at skabe en positiv stemning på aktiemarkedet i løbet af ugen.

Selvom den nye skilsmisseplan formentligt møder modstand i det britiske parlament på lørdag, bliver det ifølge Rasmus Pilegaard, seniorstrateg hos PFA, alligevel set som et skridt i den rigtige retning.

»Brexit er en af de største møllesten, Europa har slæbt rundt på i 2019, og udsigten til en afklaring, som bygger på en aftale fremfor et hårdt Brexit, bidrager helt klart til den positive stemning. Britiske aktiver har underperformet i forhold til resten af Europa og USA i 2019, så udsigten til en løsning vil givetvis sende et lettelsens suk gennem alle markeder, men især det britiske,« skriver han i en kommentar.

Storbank: Engelske aktier er et godt køb

Det britiske FTSE 100 indeks steg næsten en pct. torsdag, hvilket gjorde det til det bedste store indeks i Europa. Men det er stadig »kun« oppe 7,5 pct. i 2019, og det halter dermed langt bagefter andre landes toneangivende indeks. For eksempel er det tyske DAX 30 indeks og franske CAC 40 indeks oppe 21 pct. i år, mens det paneuropæiske Stoxx Europe 600 indeks er oppe 17 pct. Det danske eliteindeks C25 er steget 14 pct. siden nytår.

Selskab Kurs Ændr. %

Engelske aktier er ifølge flere strateger derfor »billige«, og den amerikanske storbank Citigroup skrev for eksempel onsdag, at de har en »overvægt« på landets aktier.

»I Europa, er det det eneste land, der scorer højt på både »value« og »growth« målestokkene. Vores modeller fortæller os, at vi skal udnytte Brexit risikopræmien, der er priset ind i det britiske aktiemarked,« skriver banken i en note.

»Value« er en betegnelse for aktier, der er billigt prissat, og »growth« dækker over vækstaktier, der er dyrere prissat, men samtidigt har et stort indtjeningspotentiale.