Aktier: Stigende råvarepriser mindskede fald

Dårlig stemning prægede de europæiske aktiemarkeder onsdag, men stigende råvarepriser mindskede mod handelsdagens slutning faldet.

Foto: MARK RALSTON

Samlet set faldt det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks omkring 0,3 pct. til lige under indeks 365.

Aktiehug var der også til det britiske transportselskab Stagecoach Group. Aktien faldt onsdag omkring 14 pct. til cirka 306 pence, efter nyheden om at selskabet sænker sine forventninger til regnskabsåret.

Forventningerne til indtjeningen per aktie i indeværende regnskabsår er skåret med 5 pct., mens indtjeningen per aktie til næste år er skåret med 4 pct.

- Selskabets omsætning på intercitybusruter og jernbanetrafik blev dæmpet af angrebene i Paris, fortæller Stagecoach Groups finansdirektør, Ross Paterson, til Bloomberg News.

På den selskabsspecifikke front faldt mineselskabet Anglo American pænt, men rettede sig siden og endte dagen med et fald på onsdag relativt beskedne 1,1 pct. omkring 320 pence på børsen i London efter at have været nede i 277,60 pence.

Tirsdag meddelte selskabets administrerende direktør, Mark Cutifani, at ledelsen i år har valgt at droppe udbyttebetalingerne, ligesom koncernen vil frasælge aktiver og reducere medarbejderstaben til 50.000 ansatte fra 135.000 ansatte.

Det sendte aktien ned med 12,3 pct. tirsdag.

Den hollandske bank Rabobank skal fyre 9000 ansatte i perioden 2016-20. Det oplyser banken i forbindelse med en ny strategiplan, som blev fremlagt onsdag eftermiddag. Nedskæringerne vil ske dels gennem naturlig afgang, dels ved at udfase brugen af eksterne tjenester.

Aktien faldt 5,4 pct. til 13,86 euro.