Aktier: Stemingsskifte kan rykke ved markederne

Mens de europæiske aktiemarkeder mandag blev handlet i rødt, er der tirsdag morgen udsigt til en mere positiv stemning, som ser ud til at placere blandt andet det danske C20 Cap-indeks på den grønne gren.

Læs mere
Fold sammen

En times tid før børsåbning peger amerikanske futures således mod stigninger på omkring 0,2 pct., mens futures for det tyske DAX-indeks indikerer et løft på 0,9 pct. Det kommer efter gårsdagens mere trykkede stemning, som især var præget af en fortsat nedtur for den sorte og fedtede olie, der mandag nåede nye bundniveauer.

- Det trykkede de europæiske aktiemarkeder og sendte investorerne i ly i statsobligationerne, påpeger seniorstrateg Tine Choi fra Nordea i en skriftlig kommentar.

Den vigende risikoappetit fik også de europæiske investorer til at trække penge hjem, da C20 Cap-indekset herhjemme lukkede i 1010,97 efter et fald på 0,3 pct. Tabet var dog større for det paneuropæiske Euro Stoxx 600-indeks, som droppede 0,8 pct.

- Trods den triste stemning er USA lukket i små plusser, hvilket formentlig skyldes signaler fra den kinesiske regering om, at yderligere stimulans er under opsejling. Asien har taget de positive signaler til sig, og det, forventer vi, vil smitte af på Europa i dag, lyder det fra Nordeas seniorstrateg.

Ifølge Tine Chio kan stemningen til gengæld hurtigt ændre sig, når der tirsdag eftermiddag kommer de reviderede amerikanske BNP-tal for tredje kvartal. Der ventes ifølge estimater indsamlet af Bloomberg en lille nedjustering til 1,9 pct. fra den seneste opgørelses 2,1 pct.

- Hvis nedjusteringen bliver større end forventet, vil det sende aktierne og renterne ned. Et stærkere tal vil bekræfte den amerikanske centralbanks vurdering om, at økonomien er i god gænge og sende aktierne og renterne op, vurderer Tine Choi.

Vender man blikket herhjem igen og mod de danske selskaber, kan der komme fokus på vindmøllemageren Vestas, som mandag lukkede 0,3 pct. lavere i 476 kr. Selskabet kan nyde godt af forventningerne til ordrestrømmen op mod nytår, som plejer at være stor, ligesom Vestas fortsat kan få opmærksomhed fra den femårige PTC-forlængelse i USA, der blev indgået fredag.

Siden fredag har der været en lille perlerække af opjusteringer fra analytikerkorpset. SEB har øget kursmålet til 562 kr. fra 455 kr. og fastholder "køb". Mandag var Danske Banks analytikere på banen med et kursmålsløft til 575 kr. fra 490 kr. og fastholdt ligeledes "køb". Det samme gjorde Nordea, der løftede kursmålet til 530 kr. fra 470 kr.

Entreprenørvirksomheden Per Aarsleff sluttede mandag 7,7 pct. lavere i 2242 kr. og fik dermed kursklø efter sit ellers flotte regnskab, der levede op til selskabets to opjusteringer i årets løb. Selskabets omsætning rundede for første gang 10 mia. kr., men udsigterne for næste år så ud til at skuffe markedet.

Aktierne i A.P. Møller-Mærsk steg mandag, hvor B-aktien sluttede 0,6 pct. højere i 8855 kr. Men en fortsat faldende oliepris spøger i kulissen. Over de foreløbigt 15 handelsdage i december er aktien faldet i 12 dage af dem, mens den er steget i tre.

Biotekselskabet Genmab fik efter mandagens børslukning, hvor firmaet var endt 0,3 pct. lavere i 913 kr., en milepælsbetaling i samarbejdet med partneren Janssen vedrørende teknologiplatformen Duobody. Det er blot tre dage siden, at Genmab modtog den seneste milepælsbetaling fra Janssen, som også var på 3 mio. dollar.

Rederiaktien DFDS vil stå stærkere, hvis Lauritzen Fonden bliver tvunget til at sælge ud af deres store aktiepost i rederiet, vurderer analytikere over for Dagbladet Børsen. DFDS-aktien, der mandag lukkede 0,4 pct. lavere i 265 kr., har nemlig et stort potentiale for at tiltrække flere investorer fra udlandet, hvis aktien vel at mærke blev handlet lidt mere, lyder vurderingen.