Aktier: Stærke regnskaber trækker tunge indeks i plus

De amerikanske aktier er startet let positivt fredag, hvor to ud af tre ledende indeks er i fremgang, mens det sidste handles tæt på udgangspunktet.

S&P 500-indekset stiger 0,1 pct., mens Nasdaq-indekset løftes 0,4 pct., og Dow Jones-indekset sætter sig 0,03 pct.

Regnskaber fylder stadig en del i markedet, og fredag er Googles moderselskab, Alphabet, Amazon, olieselskabet Exxon Mobil og bilfabrikanten General Motors blandt højdepunkterne.

Alphabet hentede i første kvartal et justeret overskud per aktie på 7,73 dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde sigtet efter et overskud på 7,42 dollar.

Alphabet-aktien stiger 4,1 pct. til 928,08 dollar i den tidlige handel.

Oliekæmpen Exxon Mobil er også i fremdrift fra start, hvor den aktie stiger med 1 pct. til 82,10 dollar. Det sker efter et kvartalsregnskab, hvor overskuddet per aktie blev 0,95 dollar mod ventet 0,86 dollar blandt analytikerne.

Endnu bedre går det for handelsplatformen Amazon, der fortsatte derudaf i femte gear i første kvartal. Omsætningen hos Amazon steg med hele 43 pct. til 35,7 mia. dollar, mens analytikerne havde ventet et salg på 35,3 mia. dollar.

Det blev omsat til et nettooverskud på 1,01 mia. dollar, mens forventningen i markedet var 936 mio. dollar.

Aktien stiger med 2,8 pct. til 943,74 dollar.

Bilproducenten General Motors stiger 1,2 pct. til 34,96 dollar i den tidlige handel efter at have leveret et overskud per aktie på 1,70 dollar i første kvartal mod ventet 1,48 dollar blandt analytikerne.

Det er særligt lastbiler og de store biler af SUV-typen, der er blevet produceret flere af i kvartalet, oplyser selskabet.

Allerede inden åbningen har investorerne set udviklingen i det amerikanske bruttonationalprodukt (BNP) overraske klart negativt i den foreløbige opgørelse for første kvartal.

BNP voksede med 0,7 pct. i perioden sammenlignet med fjerde kvartal sidste år, men opgjort i annualiserede tal. Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en vækst på 1,0 pct.