Aktier: Stærke regnskaber løftede stemningen

Der var aldrig rigtigt tvivl om retningen på de store europæiske aktiemarkeder tirsdag, hvor det blev til pæne stigninger.

Der var aldrig rigtigt tvivl om retningen på de store europæiske aktiemarkeder tirsdag, hvor det blev til pæne stigninger.

Europa Stoxx 600-indekset sluttede med en gevinst på 0,7 pct. efter fremgang i flere af de regnskabsaktuelle selskaber.

Bedst gik det Rolls-Royce, der steg med over 10 pct. Producenten af flymotorer kom ud af første halvår med et overskud på 287 mio. pund - eller 80 pct. mere end analytikerne havde ventet ifølge Bloomberg News.

Også oliekæmpen BP udmærkede sig med et pænt regnskab og et ordinært resultat på 684 mio. dollar i andet kvartal. Det oversteg estimaterne fra analytikere, der havde stilet efter et plus på 518,4 mio. dollar. Aktien i BP steg efterfølgende med 2,4 pct.

I Amsterdam løb det hollandske ingrediensselskab DSM, der er konkurrent til danske Chr. Hansen, fra alt og alle med en stigning på 5,6 pct.

Fremgangen fulgte et regnskab, der viste såvel stigende salg som indtjening og også indeholdt bedre forventninger.

I den modsatte grøft fandt man vindmølleproducenten Siemens Gamesa, der faldt 6,6 pct. Børshuset Alantra Equities sænkede tirsdag sin anbefaling af aktien til "neutral" fra "stærkt køb".

Der var også pres på medicinalkoncernen Astrazeneca, der faldt 1,7 pct. Fitch sænkede tirsdag sin kreditvurdering af Astrazeneca blandt andet med henvisning til de blandede resultater i lægemiddeludviklingen. Torsdag faldt Astrazeneca over 15 pct., da et studie i lungekræft slog fejl.

/ritzau/FINANS