Aktier: Stadig rift om Novo og resten af C20

Læs mere
Fold sammen

Endnu en rekordstime er i støbeskeen mandag middag, hvor blandt andre Novo Nordisk sendes til vejrs efter sidste uges positive datasæt og offentliggørelsen af vilkårene ved den kommende børsnotering af datterselskabet NNIT. I alt 16 eliteaktier ligger kort før middagstid med gevinster, heraf ligger hele otte til at sætte rekord.

C20 Cap-indekset stiger med 0,8 pct. til 915,44. Også det vil være lukkerekord - den 11. i år - hvis niveauet holder resten af tirsdagen. Stigningen kommer, efter at Grækenland og EU i sidste uge enedes om at forlænge Grækenlands lån.

- Der er øget risikovillighed på markederne, og så bliver næsten alt sendt op. A.P. Møller ligger og falder, men der er også lige et regnskab, der skal overståes, siger chefaktierådgiver i Nordea Michael Borre til Ritzau Finans.

Novo stiger yderligere 1,2 pct. til 314,10 kr. efter en stigning på 4,4 pct. og aktierekord fredag, da selskabet præsenterede lovende data for diabetesmidlet Semaglutid i såvel pille- som injektionsform. Siden har analytikerne i Mainfirst Bank øget sin anbefaling af Novos aktie til neutral fra underperform og kursmålet til 290 kr. fra 260 kr. Et andet finanshus, Jefferies, øger samtidig kursmålet til 320 kr. fra 290 kr., og Nordea øger til 385 kr. fra 369 kr.

Novo har i øvrigt offentliggjort sit børsprospekt i forbindelse med den planlagte børsnotering af it-selskabet, NNIT. Aktierne kommer til at koste mellem 100-120 kr. pr. stk. Og den samlede værdisætning ses dermed udgøre 2,5-3 mia. kr. Novo Nordisk modtager hele nettoprovenuet fra udbuddet, der lover godt for den fremtidige udvikling, vurderer aktiestrateg i Formuepleje, Otto Friedrichsen.

- Jeg tror, at investorerne vil reagere positivt på aktien. NNIT kommer ud af Novo Nordisk-familien, og det er et kvalitetsstempel hos mange danske investorer, men i høj grad også hos mange internationale investorer, siger han til Ritzau Finans.

Aktierne udbydes til salg fra 25. februar til 5. marts. Novo vil selv beholde en ejerandel på mindst 25,5 pct., mens Novo A/S vil købe en tilsvarende aktiepost.

Tilbage i C20 Cap handler også Genmab, Chr. Hansen, Novozymes, ISS, Nordea, Pandora og DSV til priser, der vil give lukkerekorder, hvis de holder.

Vestas stiger næstmest i C20 Cap med 2,6 pct. til 282,40 kr. Den danske vindmølleproducent var også i 2014 verdens største, fastslår konsulentfirmaet FTI Ingelligence i en foreløbig opgørelse over rangeringen af de fem største aktører på de globale vindmøllemarkeder. Det skriver Seenews Renewables. Toer blev Siemens Wind Power, der har taget et spring op fra en fjerdeplads i 2013.

Pandora er ligeledes på rekordkurs med en stigning på 2,2 pct. til 588,5 kr. Dermed løber den samlede gevinst siden årsregnskabet tirsdag i sidste uge op i lige over 29 pct. Markedsværdien er steget 17 mia. kr. til tæt ved 75 mia. kr.

- Den var billig til at starte med, og faldt tilbage op til årsregnskabet. Vi mener, at det er en helt fair belønning for regnskabet, og vi har faktisk sat Pandora på vores internationale fokusliste i dag, siger Michael Borre fra Nordea.

Han peger på Pandoras høje vækst trukket af nye butikker. Dertil kommer en markant udbetaling til aktionærerne i år på omkring 5 mia. kr.

I bunden af C20 Cap ligger begge A.P. Møller - Mærsk-aktierne forud for årsregnskabet på onsdag. Børsen skriver, at den lave oliepris har fået Maersk Oils konkurrenter til at skære hårdt i investeringerne, og det kan også blive konsekvensen hos Maersk Oil.

Etter, treer og firer i C20 Cap er Genmab, Novozymes og Chr. Hansen med stigninger på henholdsvis 2,7 pct., 1,8 pct. og 1,8 pct. til 487,70 kr., 326,20 kr. og 293 kr.

Blandt sidepapirerne falder Rovsing med 5 pct. til 0,19 kr. efter offentliggørelsen af regnskabet for første halvår af 2014, der viste røde tal målt på driftsresultatet og bundlinjen.