Aktier: S&P i rekord efter solide regnskabspræsentationer

De amerikanske aktier røg i vejret og sendte S&P 500-indekset til endnu en rekord efter stærke regnskaber fra McDonald's og Caterpillar samt gevinster i bankaktierne i kølvandet af en markant vending i rentemarkedet.

Foto: BRENDAN MCDERMID. Arkivfoto. De amerikanske aktier røg i vejret og sendte S&P 500-indekset til endnu en rekord efter stærke regnskaber fra McDonald's og Caterpillar samt gevinster i bankaktierne i kølvandet af en markant vending i rentemarkedet.
Læs mere
Fold sammen

De amerikanske aktier røg i vejret og sendte S&P 500-indekset til endnu en rekord efter stærke regnskaber fra McDonald's og Caterpillar samt gevinster i bankaktierne i kølvandet af en markant vending i rentemarkedet.

S&P 500-indekset sluttede tirsdag med en stigning på 0,3 pct. til rekorden 2477,13, mens det tunge Dow Jones-indeks lukkede med et plus på 0,5 pct. til 21.613,33, hvilket er det næsthøjeste niveau nogensinde.

Nasdaq-indekset sluttede med en marginal gevinst, men det var nok til, at endnu en rekord - denne gang på 6412,17 - kunne noteres. Dermed er indekset steget 12 ud af de seneste 13 handelsdage.

Dagens positive regnskaber satte fra morgenstunden gang i kursstigningerne, og hvis ikke det var nok, hældte en solid stigning i den amerikanske forbrugertillid mere benzin på bålet.

»Det føles som om, investorerne er blevet lidt mere optimistiske i forhold til, at tingene er - om ikke dramatisk forbedret - så i alt fald stabile i økonomisk sammenhæng. Og det er ret godt for aktierne,« siger investeringsstrateg William Delwiche fra Baird i Milwaukee til Reuters.

Den amerikanske forbrugertillid overraskede positivt i juli, hvor den steg til 121,1 fra 117,3 måneden før. Analytikerne havde ventet et fald til 116,5.

Onsdag morgen sætter de amerikanske futures sig med små fald på under 0,1 pct.

REGNSKABERNE DOMINEREDE

Finanssektoren gjorde det bedst blandt de 11 undergrupper i S&P. En vending mod markant stigende renter i obligationsmarkedet sendte finanssegmentet 1,3 pct. op.

Men tirsdagens hovedfokus lå på de mange regnskaber fra de tunge amerikanske selskaber.

Caterpillar opjusterede forventningerne inden børsåbning, og også General Motors gjorde en god figur.

Caterpillar, der producerer gravemaskiner, bæltekøretøjer og anden tungt udstyr til blandt andet minesektoren, skruede forventningerne op til et justeret resultat per aktie på omkring 5 dollar fra 3,75 dollar. Aktien steg 5,9 pct.

Blandt tirsdagens andre regnskabsaktuelle var bilgiganten General Motors. Koncernens overskud lå pænt over analytikernes mål, men omsætningen haltede lidt, og aktiemarkedet kvitterede med at sende GM 0,7 pct. ned.

Den amerikanske medicinalkæmpe Eli Lilly havde godt gang i salget af diabetesmidler, men en udskydelse af et udviklingsprojekt mod leddegigt skuffede, og aktien faldt 3 pct.

Regnskaber fra McDonald's og Domino's Pizza pegede i hver deres retning. For mens McDonald's tjente mere end ventet og også mere i de amerikanske restauranter end estimeret, kunne Domino's salg kun vise stigninger på det halve af analytikernes forventede omsætningsvækst.

McDonald's steg 4,8 pct., mens Domino's droppede hele 10 pct.

Efter børstid var der kvartalsdata fra stålgiganten US Steel og telekæmpen AT&T.

US Steel slog analytikernes forventninger med flere længder, og første kvartals katastrofale regnskab blev vendt fuldstændigt på hovedet. Det gode resultat gav en aktiekursstigning på ikke mindre end 8,8 pct. i eftermarkedet.

Telekommunikationsgiganten AT&T kom også bedre ud af andet kvartal end ventet, og investorerne kvitterede med at sparke AT&T-aktien 2,7 pct. i vejret i eftermarkedet.