Aktier: Sonova bundskraber i positivt europæisk marked

Mens det danske aktiemarked onsdag var præget af mindre kursfald, var der bedre stemning ude i Europa. Samlet set steg det paneuropæiske Stoxx 600-indeks med 0,85 pct.

Læs mere
Fold sammen

 

Fremgangen var hovedsageligt at finde inden for banksektoren, hvor blandt andet Barclays og Royal Bank of Scotland havde medvind og var blandt de mest omsatte aktier. De steg henholdsvis 3,9 pct. og 4,6 pct.

Knap så positiv en handelsdag var det for verdens største høreapparatproducent, schweiziske Sonova, der onsdag var den mest faldende aktie i Stoxx 600, efter at tal for regnskabsåret 2015/16 faldt under analytikernes forventninger til både omsætningen og driftsresultatet (EBITA).

For det nye regnskabsår venter Sonova, der konkurrerer med danske William Demant og GN Store Nord, imidlertid pæn vækst i netop både omsætning og drift efter bedre resultater ved årets afslutning.

- Vi havde en stor vending i andet halvår - både i salget og på EBITA-marginen. Salget af høreapparater steg med 6,6, pct. i lokale valutaer, og vi havde en stabil EBITA-margin i lokale valutaer, siger Lukas Braunschweiler, der er administrerende direktør hos Sonova, til Ritzau Finans.

Det var ikke nok til at tilfredsstille investorerne, som sendte Sonova-aktien ned med hele 6,4 pct.

Onsdag bød også på årsregnskab fra britiske Burberry. Luksusproducenten med de karakteristiske tern fik ikke bundlinjen på rette spor i løbet af det seneste regnskabsår og igangsætter nu en spareplan, der skal skære 100 mio. pund af omkostningerne om året, svarende til 951 mio. danske kr. Aktien faldt 2,2 pct. til 1118 pund.