Aktier: Som ventet svagt positivt C20 med Genmab i rekordhumør

Som ventet er Genmab tirsdag i positivt fokus og i C20-toppen efter at have fået analytikerroser fra finanshuset Jefferies. Aktien handler i rekord.

Arkvifoto: Som ventet er Genmab tirsdag i positivt fokus og i C20-toppen efter at have fået analytikerroser fra finanshuset Jefferies. Aktien handler i rekord. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID

Underliggende virker stemningen fortsat afventende på udfaldet af og meldinger fra den amerikanske centralbanks rentekomite onsdag.

C20 Cap-indekset stiger 0,1 pct. til 1076,05.

Genmab, der steg 2 pct. mandag, stiger 1,8 pct. tirsdag til 1446 kr. efter at have fået løftet kursmålet med 250 kr. til 1750 kr. af finanshuset Jefferies, der venter, at medicinalselskabets kræftmiddel Darzalex bliver en endnu større salgssucces end oprindeligt antaget. Det amerikanske børshus har løftet sit topsalgsestimat for Darzalex med 1,1 mia. dollar, eller 7,7 mia. kr., til 8,1 mia. dollar alene i knoglemarvskræft.

Samtidig fastholder analytiker Peter Welford et risikojusteret estimat på 2 mia. dollar i topsalg over for andre kræfttyper.

Der er tale om rekord, hvis niveauet holder til lukningen. Den hidtidige rekord er på 1435 kr. fra 13. februar.

A.P. Møller-Mærsk B fik mandag varme anbefalinger og kursmålsløft fra storbankerne Nordea og Danske Bank, som gav aktien læ for den seneste uges fald i oliepris og fragtrater. Tirsdag ligger B-aktien uændret i 12.000 ved åbningen.

Investorerne flokkes mildt sagt ikke om aktierne i Nets. Tirsdag stiger aktien dog lidt. Aktien handles til 109,50 kr. eller 0,2 pct. højere end mandagens bundrekord på 109,30 kr. efter et fald på 0,8 pct. Selskabet blev børsnoteret i september efter et aktiesalg til 150 kr. per aktie.

Uden for C20 er der kursstigning til Atlantic Petroleum.

Det kriseramte færøske olieselskab stiger 10,2 pct. til 11,90 kr. efter at have meddelt, at selskabet har omlagt gæld og fået adgang til ny finansiering på sammenlagt op til 8 mio. pund, eller omtrent 68 mio. kr. Der er tale om en næsten ti måneder gammel låneaftale med samarbejdspartneren London Oil & Gas, som nu effektueres, efter at alle vilkår er blevet mødt.

Bavarian Nordic, der mandag steg 4,5 pct. efter fredagens stigning på 6,3 pct., fortsætter til vejrs og stiger tirsdag 1,2 pct. til 330 kr. Aktien er i god form i kølvandet af fredagens melding om samarbejde med Roche.

Der fragår et udbytte på 8 kr. i Lån og Spar, der lukkede i 505 kr. mandag. Aktien er ikke handlet tirsdag.

Der er kun småregnskaber i vente. Erria og Newcap kommer begge med regnskaber for fjerde kvartal 2016. Erria falder 5,5 pct. til 10,40 kr. og Newcap er endnu ikke handlet, men lukkede mandag i 2,31 kr. efter en stigning på 0,4 pct.