Aktier: Som ventet højere trukket af blandt andet Novo Nordisk

Novo Nordisk trækker som ventet ved åbningen godt op i det danske eliteindekset, der, hvis niveauet kan holde dagen igennem, er tæt på endnu en rekord.

Foto: Iris. Novo Nordisk trækker som ventet ved åbningen godt op i det danske eliteindekset, der, hvis niveauet kan holde dagen igennem, er tæt på endnu en rekord.
Læs mere
Fold sammen

Novo Nordisk stiger, efter at et ekspertpanel under de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, sent onsdag aften med stemmerne 16-0 anbefalede godkendelse af medicinalgigantens nyeste GLP1-produkt Semaglutid.

Eliteindekset åbner torsdag 0,3 pct. højere efter knap et kvarters handel i 1190,36 - små fire indekspoint fra seneste rekord på 1194,74.

Novo Nordisk ligger ved åbningen i 322,70 kr. efter en stigning på 1,5 pct. Aktien er steget tre af de seneste fire handelsdage. Mandag med 5 pct. og onsdag med godt 2 pct., mens aktien tirsdag faldt 0,5 pct.

Sent onsdag aften sagde et ekspertpanel i USA god for Novos nye diabeteshåb, Semaglutid. Det lover godt for den endelige godkendelse fra FDA. Dermed er vejen banet for den endelig godkendelse, der ventes at ske senest 5. december.

ISS FORTSAT I FOKUS

ISS strålede på markedet onsdag, men glansen er gået lidt af torsdag, hvor aktien falder 0,7 pct. til 270,40 kr. Ejendomsserviceselskabet hentede sin onsdag sin hidtil største serviceaftale med Deutsche Telekom. Aftalen, der gælder i Tyskland, er på 33 mia. kr. over godt ti år. Det positive momentum kan fortsætte de kommende dage, i takt med at analytikerne får puttet nye tal i deres regneark. ISS steg 5,2 pct. onsdag til 272,30 kr.

Pandora er faldet fem dage i streg, da flere hedgefonde i den seneste tid har øget deres shortpositioner i aktien. Torsdag morgen ligger aktien i C20-toppen med en stigning på 1,7 pct. til 579,50 kr. Før aktien begyndte at falde, skulle investorerne betale 629 kr. for aktien, hvilket var slutniveauet sidste onsdag.

TDC, der stiger 0,4 pct. til 38,53 kr., har fået nyt fra de to skandinaviske kolleger Telia og Tele2, der begge slog indtjeningsprognoserne i tredje kvartal.

I Danmark faldt Telias nettoomsætning en smule. Det skyldes et lavere salg af mobiludstyr, oplyste selskabet i regnskabet. Det er derimod lykkedes for Telia at bremse faldet i antallet af kunder i Danmark. Antallet af mobilabonnementer i Danmark steg med 1000 i kvartalet, mens antallet af bredbåndsabonnementer faldt med 2000, og TV-abonnementer faldt med 1000.

På årsbasis er antallet af mobilkunder ved udgangen af tredje kvartal knap 150.000 personer lavere end for et år siden. Det skal ses i sammenhæng med, at Telia i andet kvartal mistede en stor portion mobilkunder. Det drejede sig dengang om 100.000 kunder som følge af Telias beslutning om ikke længere at sælge taletidskort, mens antallet af mobilkunder i første kvartal dykkede med 28.000.

DSV HAR FÅET NYT FRA SCHWEIZ

DSV har fået konkurrentnyt fra schweiziske Panalpina. Aktien falder 0,7 pct. til 466 kr.

Panalpina kom ud af årets første ni måneder med vækst i omsætningen, men tilbagegang på driftsindtjeningen. Omsætningen voksede til 4066 mio. schweizerfranc fra 3864 mio. schweizerfranc i de første ni måneder af 2016. Til gengæld er indtjeningen under pres.

Det ordinære driftsresultat på EBITDA-niveau faldt til 103,9 mio. schweizerfranc fra 130,7 mio. schweizerfranc i de første tre kvartaler af 2016. Det ordinære nettoresultat faldt til 48,4 mio. schweizerfranc fra et justeret resultat på 72,6 mio. schweizerfranc i samme periode i 2016.

Høreapparatmessen EUHA er i fuld gang i Nürnberg med nyheder fra markedet, hvor de to danske selskaber GN og WDH er blandt de dominerende aktører. Ud over positiv opmærksomhed derfra kan GN blive påvirket af, at det sent onsdag blev oplyst, at GN Audio tabte retssagen mod konkurrenten Plantronics om konkurrenceforvridende aktiviteter.

GN steg onsdag 1,7 pct., mens falder ved åbningen torsdag 1,3 pct. til 205,30 kr., mens kollegaen WDH stiger 0,5 pct., til 180,30.

/ritzau/FINANS