Aktier: Softwareproducent i front på stille europæisk aktiedag

. TDC står mandag for en af de største stigninger i det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks, der stiger marginalt med 0,1 pct., mens de store europæiske børser ligeledes ligger tæt på uændret.

Det britiske FTSE 100-indeks falder med 0,2 pct., mens både det tyske DAX-indeks og det franske CAC 40-indeks mandag ved middagstid ligger uændrede fra fredagens lukkeniveau.

Danske TDC stiger med 2,6 pct. til 37,62 kr., hvilket rækker til en tredjeplads blandt de mest stigende europæiske aktier i Stoxx 600-indeks, men teleaktien må se sig slået af det britiske investeringsselskabet Man Group, som stiger med 3,1 pct. til 176,20 pence.

Investeringsselskabet, som har specialiseret sig i alternative investeringer, har mandag ifølge Bloomberg News fået hævet sin anbefaling af investeringsbanken Exane til "outperform" fra "neutral", mens kursmålet er hævet til 200 pence fra tidligere 170 pence.

Mandagens største stigning står den schweiziske softwareproducent Temenos dog for med en stigning på 3,9 pct. til 102,80 schweizerfranc.

Bloomberg News skriver, at selskabet har vundet en softwareaftale med en unavngiven global bank, som ifølge det schweiziske finanshus Vontobel kan løbe op i 30-50 mio. dollar i licens over flere år.

Ifølge finanshuset kan det betyde, at forventningerne til regnskabsåret 2017 kan blive hævet, når softwareselskabet aflægger sit regnskab for tredje kvartal.

Nederst i det paneuropæiske Stoxx 600-indeks ligger mandag ved middagstid det franske selskab Eutelsat Communications med et fald på 4,8 pct. til 23,28 euro.

Blandt sektorerne ligger forsyningssektoren mandag i front med en stigning på 0,9 pct., mens industrisektoren i den anden ende falder med 0,2 pct.

/ritzau/FINANS