Aktier: Snapchat får kursklø i negativt marked

. Der er kun ganske små udsving i de amerikanske aktier på indeksniveau igen onsdag, hvor Snapchat får kursklø efter at have fremlagt et skuffende regnskab tirsdag efter børslukketid.

Det amerikanske Dow Jones-indeks starter med et fald på knap 0,2 pct. til 23.522,49, og det samme gør S&P 500-indekset til 2586,58. Nasdaq-indekset starter dagen med et fald på 0,1 pct. til 6759,52.

De amerikanske aktier lukkede også med små udsving tirsdag, hvor en marginal stigning i Dow Jones var nok til at sikre den fjerde rekord i træk i det 132 år gamle aktieindeks. Det bredere marked, målt på S&P 500, sluttede til gengæld marginalt lavere efter fald i især finanssektoren.

S&P 500-indekset faldt omkring 0,5 point til 2590,64, mens Dow Jones-indekset sluttede med en gevinst på knap 9 point i rekorden 23.557,23. Nasdaq-indekset endte dagen med et tab på 0,3 pct. i 6767,78.

Onsdag bliver aktien i chat-tjenesten Snapchat banket ned med 9,5 pct. Tirsdag efter børslukketid viste koncernregnskabet fra moderselskabet Snap Inc. for tredje kvartal, at tjenesten, der giver brugerne mulighed for at chatte gennem midlertidige billeder og videoer, ikke kan følge med i konkurrencen mod Facebook og andre chat-udbydere.

Snapchats antal daglige aktive brugere steg til 178 millioner på årsbasis i tredje kvartal, men analytikere havde ventet et gennemsnit på 182 millioner brugere ifølge data fra analysefirma Factset. Samtidig præsenterede selskabet en række ændringer i sin app, som skal gøre det nemmere for brugerne at chatte gennem tekstbeskeder.

Take-Two Interactive Software, som de spilleglade vil genkende for det populære konsolspil Grand Theft Auto, stiger omvendt hele 11,7 pct., efter at videospiludgiveren løftede forventningerne til helåret, der løber indtil udgangen af marts, i forbindelse med regnskabet for andet kvartal sent tirsdag aften.

Selskabet venter nu at omsætte for 1,74-1,84 mia. dollar, mens den tidligere forventning lød på en omsætning i niveauet 1,65-1,75 mia. dollar.

/ritzau/FINANS