Aktier: Små udsving i Wall Streets tidlige handel

Uroen om Grækenland rammer også de amerikanske aktiehandlere, men gennemslagskraften er ikke helt så omfattende som på de europæiske børser tirsdag.

Uroen om Grækenland rammer også de amerikanske aktiehandlere, men gennemslagskraften er ikke helt så omfattende som på de europæiske børser tirsdag. I den tidlige handel åbner de store amerikanske indeks med små udsving omkring nulpunktet.

Blandede signalere flyder ud fra den kriseramte økonomi, efter at gældsforhandlingerne i weekenden brød sammen. Lige nu spørger alle, om der vil være et nyt græsk spareforslag at tage stilling til, når eurozonens finansministre mødes på torsdag, og umiddelbart ligner det, at svaret er "nej". Mens IMF, EU og ECB kræver nye reformer og svære beslutninger, beskylder premierminister Alexis Tsipras kreditorerne for at være blodsugere, der er ved at kvæle den græske økonomi.

Uenigheden har presset aktiemarkederne i Europa hele tirsdagen, men efter ti minutters handel ligger de tre toneangivende amerikanske indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, faktisk til stigning på omkring 0,2 pct. efter at være åbnet i negativt terræn.

To modsatrettede nøgletal var med til at mudre billeder for de amerikanske investorer tirsdag eftermiddag inden børsåbning.

Det påbegyndte boligbyggeri i USA udviklede sig noget dårligere end ventet i maj, mens antallet af byggetilladelser overraskende steg.

Det påbegyndte boligbyggeri faldt til 1.036.000 enheder fra 1.165.000 i måneden før. Her var der ventet 1.090.000 enheder af analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg. Antallet af byggetilladelser steg derimod til 1.275.000 enheder fra 1.140.000 måneden før. Her var konsensus blandt analytikerne ifølge Bloomberg et fald 1.100.000 tilladelser.

Begge nøgletal er sæsonjusterede og opgjort på helårsniveau.

Derudover starter det todages rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, senere tirsdag. Markedet forventer, at der vil komme indikationer på en rentestigning til centralbankens møde i slutningen af september, når juni-mødet afsluttes med en meddelelse onsdag aften.

Blandt enkeltaktierne er der til gengæld ikke det store at berette. Fiat Chrysler lå til et fald på op mod 3 pct. i formarkedet, men stiger rent faktisk 0,3 pct. i den reelle handel. Efter børslukketid kan investorerne se frem til regnskab fra softwareselskabet Adobe Systems, og i den tidlige handel ligger aktien 0,4 pct. højere.