Aktier: Små stigninger men Trump sender futures i dørken

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: EDUARDO MUNOZ ALVAREZ

De amerikanske aktier fortsatte rækken af stigninger tirsdag, men stigningstakten blev decimeret ganske markant i en handelssession, der var præget af gentagne udsving på grund af investorernes bekymring over udsigterne til en handelskrig i takt med blafrende signaler fra Washington om præsident Donald Trumps importtakster.

Sent tirsdag fastholdt Trump planen om voldsom importtold på stål og aluminium trods kraftige advarsler fra ledende kongres-republikanere og industrigrupper. Trump syntes uberørt og erklærede, at »handelskrig ikke er så dårligt«.

De amerikanske futures reagerer kraftigt negativt onsdag morgen med dyk på mellem 1,1 pct. og 1,5 pct.

Tirsdag lukkede S&P 500-indekset med en gevinst på 0,3 pct. i 2728,12. Dow Jones-indekset sluttede med et plus på under 0,1 pct. i 24.884,12, mens Nasdaq endte med et gedigent plus på 0,6 pct. til 7372,01.

Omsætningen var på 6,9 mia. aktier og dermed et stykke under det 20-dages glidende gennemsnit på 8,1 mia. aktier.

Trump fastholdt efter børstid planen om særlige takster for importeret stål og aluminium, med begrundelsen at USA længe er blevet »dårligt behandlet« i handelsaftaler.

Fastholdelsen har fået Det Hvide Hus' økonomiske toprådgiver, Gary Cohn, til at annoncere, at han træder tilbage fra posten, hvilket tages som endnu et tegn på, at Trump har til hensigt at gennemføre straftolden.

Importtolden har fået ledende republikanere som Paul Ryan, der står i spidsen for Repræsentanternes Hus, og Mitch McConnell, der en republikanernes politiske leder i Senatet, til kraftigt at fraråde planerne.

Finansminister Steven Mnuchin forklarer, at Trump forsøger at afbalancere beskyttelse for de amerikanske stål- og aluminiumsproducenter i forhold til at undgå at gøre unødig skade på økonomien.

Ifølge AP kan der ligge politiske overvejelser bag retorikken, idet der er suppleringsvalg 13. marts i det vestlige Pennsylvania, der er en del af USA's hensygnende stålbælte. Her kæmper republikaneren Rick Saccone med demokraten Conor Lamb om det traditionelt republikanske sæde i Kongressen.

OVERVÆGT AF GRØNNE SEGMENTER

Der var positive indeks i ni af de elleve undergrupper i S&P 500 tirsdag.

Bedst klarede råvareselskaberne sig med en stigning på knap 1,1 pct., mens den modsatte ende var præget af forsyningsselskaberne, der dykkede 1,4 pct.

Blandt enkeltaktierne steg Fiat Chrysler 5,1 pct. Koncernen er ifølge topchef Sergio Marchionne modtagelig for tilbud, når forretningsplanen for 2018 er gennemført.

Volvo-ejeren Geely har allerede vist interesse for Fiat Chrysler, men drøftelserne har indtil videre ikke ført til et egentligt tilbud.

Discountdetailkoncernen Target offentliggjorde et svagt regnskab med dæmpede forventninger. Det gav kursfald på 4,5 pct., hvilket smittede af på Wal-Mart og Procter & Gamble, der faldt henholdsvis 1,0 pct. og 0,3 pct.

Stormagasinkæden Nordstrom har afvist et købstilbud fra familien Nordstrom, da den tilbudte pris på 50 dollar per aktie ikke vurderedes tilstrækkelig. Nordstrom steg 1,1 pct. til 52,49 dollar på forventning om et højere bud fra familien.

/ritzau/FINANS