Aktier: Små gode takter fra start

De amerikanske aktier åbner torsdagens handel lidt højre end onsdag, hvor markedet faldt efter udmeldingen fra centralbanken.

De amerikanske aktiehandlere trak sig onsdag tilbage, da en overraskende aggressiv renteforventning fra forbundsbanken, Federal Reserve, lukkede kursfesten, sendte låneomkostningerne op og styrkede dollar med en negativ effekt for eksportvirksomhederne i fremtiden til følge. Styrkelsen af dollar fortsætter torsdag.

Centralbanken hævede som ventet renten til 0,50-0,75 pct., men de ventede forhøjelser i 2017 blev øget fra to til tre, hvilket fik investorerne til at trække følehornene til sig i stor hast.

Dow Jones og Nasdaq stiger 0,2 pct. fra start, mens S&P 500 stiger 0,1 pct.

Den amerikanske medicinalgigant, Eli Lilly, der blandt andre konkurrerer med danske Novo Nordisk, spår uventet høj vækst i indtjening og omsætning næste år.

Eli Lilly skriver i en meddelelse, at selskabet venter et justeret overskud per aktie på 4,05 til 4,15 dollar. Til sammenligning havde analytikerne blot sat næsen op efter et resultat per aktie på 3,97 dollar ifølge Bloomberg News. Omsætningen forudser Eli Lilly vil lande i intervallet 21,8-22,3 mia. dollar, og også den prognose overgår konsensus på 21,7 mia. dollar ifølge Bloomberg News.

Eli Lilly-aktien stiger med 4,6 pct. til 70,70 dollar.

Yahoo er i fokus på en mere ubehagelig måde. Selskabet har oplyst, at det er blevet hacket, og mere end 1 mia. konti er påvirket.

Aktien falder 3 pct. til 39,76 dollar.

Aktierne i Mondelez, der producerer Oreo-kiks, stiger på rygter om et opkøbstilbud fra Kraft Heinz. Det ville være en mærkelig handel, da Mondelez blev solgt fra Heinz tilbage i 2012. Kraft Heinz stiger 0,3 pct. til 84,61 dollar. Monedelez stiger 3,3 pct. til 44,25 dollar.