Aktier: Sløv mandag afløst af futuresfald efter strandet reform

De amerikanske aktieindeks lukkede så godt som uændrede mandag, hvor de amerikanske markedsdeltagere tog en slapper inden ugens store regnskabs-fremlæggelser.

Tirsdag morgen bliver en ellers positiv udvikling i de amerikanske futures vendt rundt, efter at Trump-regeringens nye sundhedsreform er trukket tilbage i Kongressen, da forslaget ikke kan samle opbakning blandt præsident Trumps egne republikanere.

Såvel Dow Jones som S&P 500 blev mandag udsat for en marginal retræte fra fredagens rekorder, mens endnu en omgang svage økonomiske data understregede tvivlen om flere renteforhøjelser i år.

S&P 500-indekset sluttede med et næsten ikke eksisterende fald til 2459,14. Det tunge Dow Jones-indeks lukkede ligeledes med et marginalt fald i 21.629,72. Nasdaq-indekset fortsatte til gengæld - omend i krybesporet - med en yderst begrænset stigning til indeksværdien 6314,43.

Omsætningen var en af årets sløveste med omkring 20 pct. færre aktier langet over disken end vanligt.

Tirsdag morgen ligger de amerikanske future med fald på omkring 0,1 pct.

Mandagens data for erhvervstilliden i New York-regionen, målt ved Empire State Manufacturing-indekset, blev en skuffende affære.

Indekset faldt i juli til 9,8 fra 19,8 måneden før, hvor der blandt økonomerne var ventet et indeks på 15,0.

SUNDHEDSREFORM SPØGTE ALLEREDE MANDAG

Forsøget på at få en sundhedsreform gennem Kongressen er endnu engang strandet tirsdag morgen dansk tid, efter at Trump-regeringens lovforslag er trukket tilbage.

Allerede mandag var sundhedssektoren bundskraber blandt undergrupperne i S&P 500-indekset.

»Jeg tror, vi skal se blækket tørre på sundhedsreformen, før man kan satse noget som helst i den sektor. Vi vil se stor likviditet strømme mod sektoren, når vi ser en afklaring omkring sundhedsreformen,« vurderede chefinvestor Erick Ormsby fra Alcosta Capital Management i Californien til Reuters.

Sektoren lukkede med et samlet tab på 0,3 pct.

Sundhedssektoren fik følgeskab af energiaktierne efter prisfald i oliemarkedet. Sektoren lukkede 0,1 pct. lavere efter kursfald primært hos Exxon Mobil og Chevron.

I den positive ende kæmpede de defensive papirer i forsyningsselskaberne og ejendomssektoren med telesektoren om investorernes gunst.

Bedst klarede forsyningssektorens sig med et plus på 0,4 pct., mens ejendomsaktierne og telesektoren begge steg omkring 0,2 pct.

Amazon var igen på spil med en stigning på 0,8 pct. efter at have indsendt ansøgning om et varemærke for levering af råvarer til tilberedelse af hele måltider. Den konkurrerende koncern Blue Apron Holdings faldt 10,5 pct.

Efter børstid var der kvartalstal fra streamingselskabet Netflix. Kundetilvæksten overraskede med ikke færre end 5,2 mio. nye kunder i andet kvartal, hvoraf 4,1 mio. var internationale kunder.

Det var klart mere end de 2,0 mio. nye kunder, som analytikerne havde imødeset.

Og kunderne kommer fra hele den vestlige verden med stigninger i såvel Europa som i Latin- og Nordamerika.

Aktien steg knap 11 pct. eftermarkedet efter en stigning på 0,4 pct. i den ordinære handel.