Aktier: Skidt nyt fra ISS på ventet rolig dag i C20

Der er lagt op til en rolig dag på aktiemarkedet på årets første sommerdag, hvor marginale fald på det amerikanske aktiemarked onsdag og positiv stemning de fleste steder i Asien torsdag samt små plusser på amerikanske futures kan tyde på et balanceret marked, hvor ISS-aktien kan falde efter nyheden om en ændret kontrakt med HP.

Torsdag morgen er der solide gevinster i Tokyo, mens de øvrige asiatiske aktiemarkeder er blandede. De amerikanske futures handles samtidig med marginale stigninger på 0,1-0,2 pct.

Det danske C20-indeks lukkede onsdag 1,0 pct. højere i indeks 1153,94.

ISS mister ifølge en meddelelse fra service- og rengøringskoncernen noget af sin samlede omsætning, efter at der er sket ændringer hos kunden, som er den amerikanske teknologigigant HP. Ændringerne påvirker dog ikke ISS' 2017-forventninger.

- Det er selvfølgelig en negativ nyhed, fordi det er en stor kontrakt, og en kontrakt som de også fremhæver, når man ligesom skal se på, hvad det er ISS kan levere med fokus på samlede integrerede løsninger til kunderne. Der er den her kontrakt vigtig, siger Søren Løntoft Hansen, aktieanalytiker i Sydbank, til Ritzau Finans.

ISS-aktien steg onsdag 0,3 pct. i 274,50 kr.

Novo Nordisk, der onsdag steg med 0,2 pct. til 281,40 kr., har ifølge en meddelelse fra medicinalselskabet fået grønt lys af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, til at markedsføre sit hæmofilimiddel Rebinyn i USA til børn og voksne. Midlet ventes at blive lanceret i USA i første halvår af 2018.

Genmab havde en god onsdag, der bød på en stigning på 3,7 pct. til 1413 kr. Medicinalselskabet ser frem til en betydningsfuld konference i næste uge, ASCO-mødet i Chicago, hvor biotekselskabet vil præsentere flere data for sit kræftmiddel Darzalex.

Også Nordea kan med sin nye landechef, Frank Vang-Jensen få lidt fokus. Den ny topchef vil efter en hård tid med en stribe af skandalesager vende momentum i landets næststørste bank og stoppe kundeflugten, skriver Berlingske Business. Storbanken mistede sidste år 25.000 kunder.

Nordea-aktien faldt onsdag 0,2 pct. til 85,7 kr.

/ritzau/FINANS