Aktier: Skibbrud for sundhedsreform bringer Novo i fokus

Efter C20-rekord mandag kan det tyde på, at en kæntret sundhedsreform i Kongressen i USA kan give en rød dag på det danske marked.

C20-indekset steg mandag 0,5 pct. til rekordhøje 1179,73.

Den dårlige stemning i anledning af, at præsident Donald Trump ikke har formået at samle sit eget bagland til at stemme for at afskaffe Obamacare, gav kursfald i medicinalsektoren. Og det bringer Novo Nordisk, der mandag steg med 0,7 pct. til 279,70 kr., i fokus.

DSV, der mandag lukkede 0,5 pct. højere i 416,50 kr., har tirsdag morgen kunnet notere, at den schweiziske rival Kuehne + Nagel flyttede flere varer på alle forretningsområder og løftede toplinjen med 9 pct. i andet kvartal til 4,5 mia. schweizerfranc. Længere nede i regnskabet var der dog ikke helt så meget fremgang i indtjeningen.

Også Genmab, der mandag steg 0,3 pct. til 1434 kr., har fået nyt fra Schweiz. Novartis, der har salgsrettighederne til Genmabs kræftmiddel Arzerra, tjente flere penge end ventet i sit andet kvartal. Det skete til trods for et lille fald i omsætningen.

Både Nordea og Danske Bank kommer med regnskab torsdag, og tirsdag morgen noteres det, svenske Handelsbanken er kommet pænt igennem andet kvartal takket være lavere nedskrivninger generelt, mens nedskrivningerne i den danske filial er vokset voldsomt.

Nordea steg 0,8 pct. til 88,70 kr. mandag, mens Danske Bank faldt 0,04 pct. til 257,30 kr.

Bang & Olufsen meldte mandag sin tredje insiderhandel ud siden offentliggørelsen af sit regnskab i sidste uge, da chefen for Play-divisionen, John Mollanger, købte aktier for 0,9 mio. kr.

Aktien i Struerkoncernen faldt mandag 0,9 pct. til 111 kr.