Aktier: Sen vending betød spinkelt minus - futures peger op

De amerikanske aktier blev torsdag sendt i minus, da de geopolitiske risici tog til. Det skyldtes, at USA's præsident, Donald Trump, valgte at aflyse det planlagte møde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, den 12. juni i Singapore.

Foto: BRENDAN MCDERMID. De amerikanske aktier blev torsdag sendt i minus, da de geopolitiske risici tog til. Det skyldtes, at USA's præsident, Donald Trump, valgte at aflyse det planlagte møde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, den 12. juni i Singapore.
Læs mere
Fold sammen

Straks meldingen kom torsdag formiddag, drattede aktierne stejlt på udsigten til en genoptrapning af konflikten på Korea-halvøen, og S&P 500-indekset var på et tidspunkt så langt nede som med 1,0 pct. Markedet rettede sig dog noget ud på eftermiddagen, men ikke tilstrækkeligt til, at det kunne genvinde det tabte.

S&P 500-indekset lukkede på den baggrund i minus med 0,2 pct., mens Dow Jones-indekset tabte 0,3 pct. i indeksniveau 24.811. Nasdaq gik derimod kun marginalt tilbage.

TRUMP STYRER MARKEDSSTEMNINGEN

»Det er Trump-cirkusset, som fortsætter, og som sender aktierne ned. Det er historien torsdag, også selv om der er meget andet at forholde sig til,« siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Han peger dog på, at den geopolitiske risiko formentlig ikke er så stor, som den gøres til.

»Det er støj, og vi er nødt til at have fokus på bolden. Det er meget mere vigtigt at holde øje med maskinrummet. Den globale økonomi. Den amerikanske økonomi. Og her ser det solidt ud, selv om data måske er inde i en lidt blød fase. I min optik bør man være køber, når geopolitik rammer aktiestemningen, men reelt ikke rammer ned i den fundamentale økonomi.«

Lars Skovgaard Andersen peger på, at handelskonflikten mellem USA og Kina har potentialet til at ramme økonomien, men at en stor del af overskrifterne også er Donald Trumps åbenlyse forhandlingsteknik.

Med Trumps melding dykkede aktierne kraftigt torsdag formiddag, men ud på eftermiddagen vandt aktierne som sagt en del tilbage.

»Der er nogen, som ved, hvad aktierne er værd. Og det er selskaberne selv. De går ud og køber op, når de her situationer opstår. Det så vi også tidligere på året. Skattereformen i USA har givet selskaberne mange penge på kistebunden, og det er en væsentlig stødpude for aktierne,« vurderer seniorstrategen.

Fredag morgen er stemningen atter vendt, og de tre indeks stiger 0,3-0,5 pct, mens stemningen er mere blandet i Asien.

Den negative stemning torsdag gik hårdest ud over energiaktierne, som faldt med 1,7 pct. på baggrund af et fald i olieprisen i USA torsdag på 1,6 pct. til 70,68 dollar per tønde, mens finansaktierne fulgte efter med minus på 0,7 pct.

Vinderne torsdag blev udover industriselskaberne med en stigning på 0,6 pct. de to defensive sektorer, der også bruges som sikker havn, inden for forsyning og telekommunikation, som steg henholdsvis 0,8 og 0,6 pct.

Den amerikanske regnskabssæson er endnu ikke overstået, men de mest spændende og de største selskaber har dog aflagt cifre. Derfor var der ikke de helt store nyheder på selskabsfronten torsdag.

FÅ STORE SELSKABSNYHEDER

Best Buy, detailkæde med fokus på forbrugerelektronik, kom dog med sit regnskab for første kvartal, hvor man havde klaret sig bedre end ventet, men forventningerne til det igangværende andet kvartal skuffede investorerne, som sendte aktien ned med 6,9 pct.

Også McKesson, som er grossist inden for medicinaludstyr og lægemidler, skuffede i sit fjerde kvartal med en indtjening, som lå lidt under det ventede, og det sendte torsdag aktien ned med 1,6 pct.

Endelig var der nyt fra den amerikanske detailkæde L Brands, som fokuserer på tøj og skønhedsprodukter til kvinder. Aktien i L Brands vandt 4,2 pct. efter et kvartalsregnskab for årets første tre måneder, som overraskede positivt, da den justerede indtjening landede mere end 10 pct. bedre end ventet.