Aktier: Sen aktievending sendte Wall Street i grønt

De amerikanske aktiemarkeder vendte rundt på en tallerken i den sene handel onsdag, hvor en U-vending i oliemarkedet fik efterspørgslen efter energiaktier til at vende tilbage, mens en samtidig underliggende positiv tendens i teknologiaktierne samlet formåede at løfte Wall Street i plus.

Læs mere
Fold sammen

S&P 500-indekset sluttede onsdag med en stigning på 0,4 pct. til 1929,80, mens de tunge aktier i Dow Jones øgede 0,3 pct. til 16.484,99. Teknologi- og biotekaktierne i Nasdaq-indekset havde dagens største gevinst på 0,9 pct. til 4542,61.

- Oliemarkedet blev positivt, og det hjalp til med at accelerere en positiv trend blandt aktierne. Jeg tror, at investorerne forsøger at finde et solidt fodfæste i forhold til, hvor markedet er på vej hen. Volatiliteten bliver ved med at svinge op og ned, ligesom bevægelserne i markedet inden for dagen, og det er ikke noget nyt, vurderer chef investeringsmanager Kevin Kelly fra Recon Capital Partners i New York over for Bloomberg News.

Torsdag morgen handles de asiatiske aktier stærkt blandede. I Tokyo ligger de store indeks med stigninger på op mod 1 pct., mens de kinesiske børser trækker ned med endnu mere. De amerikanske aktiefutures ligger tæt på nulpunktet.

Onsdagens nøgletal sendte ellers en spand koldt vand ud over det vigtige amerikanske boligmarked. Salget af nye boliger blev opgjort til 494.000 enheder på årlig basis mod 544.000 måneden før, og mod det ventede salg på 520.000 enheder.

Også PMI-opgørelsen for servicesektoren varslede dårlige tider forude. Indekset faldt under balancepunktet med 49,8 i februar fra 53,2 i januar. Økonomerne havde ventet en ekspansion i sektoren med et PMI-indeks på 53,5.


Det sendte den samlede PMI-indikation ned til 50,1 i februar, hvilket betyder en yderst marginal ekspansion i økonomien i forhold til januars indeksniveau på 53,2.


På oliemarkedet lukkede handlen i New York med et plus på 1 pct. efter at en tønde olie længe lå med et fald på 2,5 pct. Det trak det brede aktiemarked op, mens oliesværvægtere som Exxon og Chevron vendte fra fald på over 2 pct. til stigninger på omkring 0,4 pct.


Også de store teknologivirksomheder fik mavet sig op i plus ud på eftermiddagen, hvilket specifikt hjalp Nasdaq-indekset. Apple, som startede i minus 1,5 pct., lukkede 1,7 pct. højere. Stigningen skal dog ses i lyset af et kursfald på 19 pct. over de seneste tre måneder.


Værre gik det bilfabrikkerne Ford og GM der begge faldt omkring 2 pct., efter at storbanken JP Morgan i et notat vurderede, at det er et "dårligt tidspunkt" at tage autorelaterede aktier på bøgerne.

Efter lukketid fremlagde computer producenten Hewlett-Packard regnskab for det forskudte første kvartal 2015/2016. Det blev til et justeret overskud per aktie på 0,36 dollar for første kvartal, hvilket lige akkurat var analytikernes forventning.


For hele året venter Hewlett-Packard et justeret overskud per aktie i intervallet 1,59-1,69 dollar. Analytikernes forventninger til året overskud var 1,60 dollar per aktie.


Aktien faldt 1,5 pct. i eftermarkedet efter at være steget 5 pct. i den ordinære handel.

/ritzau/FINANS