Aktier: Samtlige aktier i Dow Jones falder

De amerikanske aktiebørser er tirsdag åbnet klart negativt, om end faldene er lidt mindre end de fald på cirka 2,5 pct., som futures havde indikeret en halv times tid før åbningen.

Efter fem minutters handel ligger det brede S&P 500-indeks 1,8 pct. lavere i 1936,11, efter at indekset mandag afsluttede august med et samlet tab på 6,3 pct. Det var det største månedlige fald siden 2012.

Udover bekymringer for, hvordan verdensøkonomien kan blive påvirket af en kinesisk afmatning, så er der blandt investorerne en vis tilbageholdenhed som følge af udsigten til en snarlig amerikansk renteforhøjelse. Federal Reserve holder rentemøde 17. september, og cirka en tredjedel af økonomerne venter, at centralbanken her vil hæve renten.

- Markedet kan have overbetonet Kinas indflydelse, men markederne er også i relativ dårlig form, og vi får flere negative tekniske signaler. Det er et "close call" for Federal Reserve, og så længe markederne er i turbulens, tror jeg ikke, at den vil hæve renten. Hvis markederne forbliver for turbulent vil den udskyde renteforhøjelsen til oktober, siger Otto Waser, investeringschef hos R&A Research & Asset Management.

Detailkæden Dollar Tree tiltrækker sig opmærksomhed fra dagens start, efter at selskabet er kommet med skuffende salgsmeldinger i sig regnskab for andet kvartal. Andet kvartal bød på en omsætning på 3,01 mia. dollar, mens der ifølge Bloomberg News var ventet 3,04 mia. dollar af analytikerne.

Selskabet venter for hele året en omsætning i niveauet 15,3-15,5 mia. dollar, hvor analytikerne før regnskabet havde et estimat på 15,6 mia. dollar. Det bliver på aktiemarkedet straffet med et fald i aktien på 4,7 pct.

Dow Jones-indekset ligger 1,9 pct. lavere i 16.209,14 efter fald i samtlige 30 aktier i indekset. Værst går det for Goldman Sachs og IBM, som er åbnet henholdsvis 3,6 og 3,5 pct. lavere. Nasdaq-indekset er åbnet 1,8 pct. lavere i 4689,33.