Aktier: Rolls-Royce sendt til bunds i fladt marked

Britiske Rolls-Royce blev tirsdag bundprop i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, efter at selskabet endte 2016 med et gigantisk underskud.

Aktien i selskabet, der primært laver flymotorer, faldt 4,5 pct., mens det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks landede så godt som uændret.

Det svækkede britiske pund var årsag til, at Rolls-Royce nedskrev for 4,4 mia. pund på finansielle instrumenter. Det rapporterede resultat - et underskud på 4,6 mia. pund før skat - er et af de største underskud i britisk selskabshistorie. I 2016 fik selskabet et overskud på 160 mio. pund.

Peugeot steg 4,4 pct. i Paris, da selskabet bag, PSA Group, overvejer at købe amerikanske General Motors' europæiske forretning. Der er tale om et køb af bilmærkerne Opel og Vauxhall på det europæiske marked.

Den mest stigende aktie i Stoxx 600 var dog irsk-schweiziske Aryzta med et løft på 12,1 pct. Selskabet har sagt farvel til grundlægger og topchef Owen Killian samt både finansdirektøren og chefen for den amerikanske afdeling. Fødevareselskabet har været plaget af faldende indtjening, og investorerne har ifølge Bloomberg News været utilfredse med ledelsen.

Generelt var der tirsdag en lidt flad stemning blandt de europæiske aktiehandlere, og udsvingene på indeksniveau var små. Britiske FTSE 100 faldt 0,1 pct., franske CAC 40 steg 0,2 pct., og det tyske DAX-indeks lukkede med et lille minus på 0,02 pct.