Aktier: Rød dag på Wall Street med energi og finans i fokus

De amerikanske aktier sluttede tirsdag lavere, da aktierne blev sendt ned i rødt med hjælp fra skuffende og overraskende dårlige eksporttal fra Kina natten til tirsdag.

Læs mere
Fold sammen

Eksporten i Kina faldt i februar med mere end 25 pct., og selv om der er noget kalendereffekt i det grundet placeringen af det kinesiske nytår, så fik det investorerne til igen at få bekymringsrynker over udsigterne for den globale økonomi.


Det brede S&P 500-indeks oplevede tirsdag det største fald på én dag i seks måneder og det første fald i marts måned. Faldet blev ført an af energiaktier, der ellers haft gode dage på det seneste.

- Du er nødt til at tage kinesiske tal med i vurderingen, når de kommer ind, som de gjorde, fordi du dermed har potentiale for fald i den globale vækst, forklarer Yousef Abbasi, der er chefmarkedsstrateg hos JonesTrading Institutionel Services i Mew York, til Bloomberg News.


S&P 500-indekset faldt med 1,1 pct. til 1979,26, mens det teknologidominerede Nasdaq-indeks satte sig 1,3 pct. til indeks 4648,82, og det gode gamle Dow Jones-indeks lukkede med et fald på 0,6 pct.

Futures på de tre indeks ligger onsdag morgen 0,2-0,3 pct. højere.


De energirelaterede aktier i S&P 500 faldt med 4,1 pct. og reducerede dermed noget af den stigning på 14 pct., som den gruppe har oplevet de seneste tre uger. Aktier som det uafhængige energiselskab Apache Corp. og rigselskabet Transocean førte an i løjerne med fald op til 10 pct.


Olieprisen målt på futures på den amerikanske referenceolie, WTI, faldt tirsdag med 3,7 pct. til 36,50 dollar for en tønde, mens den onsdag stiger 0,5 pct.

Finansaktier, der som energiaktier har haft flere gode uger, var også blandt de hårdt ramte aktier tirsdag. Comerica, der leverer ydelser til banksektoren, faldt mere end 4 pct., og Bank of America satte sig 3,5 pct.


Blandt øvrige bevægelser kan nævnes, at Sunedison steg mere end 5 pct. efter at have aflyst et køb på 1,9 mia. dollar af kollegaen Vivint Solar. Burgerkæden Shake Shack faldt 12 pct. efter at have rapporteret lavere vækst og dermed skabt bekymring for værdisætningen af selskabet.

Modetøjkoncernen Urban Outfitters bankede 16 pct. i vejret efter at have leveret forrygende tal for fjerde kvartal. Overskuddet per aktie endte i kvartalet på 61 cent mod analytikernes forventning om 56 cent ifølge Bloomberg News.


/ritzau/FINANS