Aktier: Ro på efter efter et par volatile dage

De amerikanske aktier handlede tæt på nulpunktet så godt som hele dagen på Wall Street torsdag.

Læs mere
Fold sammen

Dermed fik investorerne mulighed for at puste ud oven på et par voldsomt volatile dag i kølvandet på den uro, der opstod på baggrund af den kinesiske centralbank, Peoples Bank of Chinas, overraskende devalueringer tre dage i træk.

S&P 500-indekset lukkede torsdag med et minus på 0,1 pct. til 2083,39. Dow Jones fik derimod en marginal stigning til 17.408,25, mens teknologiaktierne i Nasdaq-indekset faldt 0,2 pct. til 5033,56.

Omsætningen begrænsede sig til 690 mio. aktier handlet på New York Stock Exchange, mens Nasdaq-børsen omsatte beskedne 1,61 mia. aktier.

- Markederne overreagerede, og vi så et rekyl i går, og det er fint nok, men S&P er i et godt slidt handelsinterval, der godt kan fortsætte et stykke tid endnu, siger strategichef Julian Emanuel fra UBS Securities i New York til Bloomberg News.

Der er ikke de store ændringer i aktiviteten fredag morgen. De amerikanske futures ligger med små fald på under 0,1 pct. i Asien.

Torsdag løftede sløret for det vigtige detailsalg, men der var ingen overraskelse fra den kant. Detailsalget steg 0,6 pct. på månedsbasis, mens økonomer ifølge Bloomberg News ventede en stigning måned til måned på netop 0,6 pct.

Og tages bil- og benzinsalget ud, var væksten i detailsalget på 0,4 pct. i juli, hvilket ligeledes var på linje med forventningerne.

På arbejdsmarkedet meldte 274.000 amerikanere sig som førstegangs ledige i sidste uge. Det var dermed lidt flere end ventet, da et estimat indsamlet af Bloomberg viste forventning om 270.000 nye ledige.

På selskabsfronten skulle netværksproducenten Cisco Systems vurderes efter onsdag aftens sene regnskab. Analytikerne kunne lide de offentliggjorte data, der overgik deres estimater på så godt som alle punkter. Cisco steg 2,9 pct.

Ellers er den amerikanske regnskabssæson ved at klinge af, og kun mindre selskaber mangler endnu at fremlægge kvartalstal.

Stormagasinkæden Kohl's skuffede i andet kvartal og bekræftede de problemer, som hele den etablerede detailbranche slås med. Omsætningen steg skuffende 0,1 pct., mod de ventede 1,7 pct., og overskuddet endte på 1,07 dollar per aktie mod konsensus på 1,16 dollar per aktie.

En nedjustering var rosinen i pølseenden, og Kohl's aktie blev sendt 8,8 pct. ned.

Ceragon Networks, der udvikler og sælger trådløse netværkssystemer, overraskede positivt i andet kvartal med en justeret indtjening per aktie på 0,04 dollar, mens aktieanalytikerne havde ventet et nulresultat. Toplinjen var nogenlunde som ventet, og Ceragon Networks-aktien steg godt 10 pct.

Fredag kan investorerne se frem til endnu en lille håndfuld økonomiske data. Producentpriser, industriproduktion og kapacitetsudnyttelse samt tillidsindekset fra University of Michigan bliver alle offenliggjort fredag eftermiddag dansk tid.

/ritzau/FINANS

 

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk