Aktier: Risikoaversion giver kursfald næsten overalt

Foto: LUCAS JACKSON

De asiatiske aktiemarkeder ligger med kursfald torsdag morgen. Den globale risikoaversion slår igennem, og næsten alle regionens aktiemarkeder ligger med røde tal på indeksbasis.

MSCI's brede aktieindeks for Asien-Stillehavsområdet uden for Japan falder 0,3 pct.

Den negative indstilling følger op på udviklingen på Wall Street onsdag, der endte underdrejet på baggrund af trusler fra den amerikanske præsident, Donald Trump, der varslede, at »missilerne kommer« efter et påstået kemisk angreb i Syrien.

»Det missil-tweet var tilstrækkeligt til at skræmme hestene og dæmpe risikoniveauet«, noterer markedschef David de Garis fra National Australia Bank i en kommentar torsdag morgen ifølge AFP.

I Tokyo øger en faldende risikolyst generelt frygten for, at den japanske valuta styrkes, og torsdag er ingen undtagelse.

Nikkei-indekset falder 0,1 pct., og også det bredere Topix-indeks ligger med et minus på 0,3 pct.

På de kinesiske markeder er de negative strømninger også fremherskende.

Shanghai Composite og CSI 300-indekset dropper henholdsvis 0,6 pct. og 0,7 pct., mens Hongkongs Hang Seng begrænser faldet til 0,4 pct.

Blandt de øvrige markeder ligger Sydkoreas Kospi-indeks med et plus på 0,2 pct., mens Taiwans Taiex-indeks taber 0,4 pct., Singapores Strait Times-indeks viger 0,2 pct., og Sydneys ASX-indeks slutter dagen med et dyk på 0,3 pct.

Torsdag morgen ligger de amerikanske futures med stigninger på 0,2-0,3 pct.

/ritzau/FINANS