Aktier: Retræte fra rekord fortsætter med Vestas i bunden

Efterårsferien er startet relativt roligt for det danske aktiemarked, og bortset fra udenlandske impulser til blandt andet Vestas, Lundbeck og Novo Nordisk er der ikke meget, der kan sætte dampen op eller ned.

Foto: Henning Bagger. Efterårsferien er startet relativt roligt for det danske aktiemarked, og bortset fra udenlandske impulser til blandt andet Vestas, Lundbeck og Novo Nordisk er der ikke meget, der kan sætte dampen op eller ned. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

Ved middagstid mandag ligger det danske eliteindeks, C20 Cap, med et fald på 0,1 pct. til 1179,83. Hvis det holder dagen ud, er det tredje handelsdag i streg med fald for indekset siden onsdagens lukkerekord.

I mandagens handel er det fald til flere af de mere tungtvejende selskaber, som er med til at holde eliteindekset i rødt terræn.

»Vestas presses lidt af en nedjustering fra Siemens Gamesa, mens Lundbecks anbefaling bliver sænket af Credit Suisse. Det er to selskaber, der ligger lidt tungt i indekset, ligesom det er tilfældet med Pandora, som fortsætter ned på grund af usikkerhed om aktien,« siger afdelingsdirektør for aktiehandlen i Sydbank, Ole Kjær Jensen.

Mens Pandora tager et fald på 1,0 pct. til 587 kr. og derved er faldet godt 37 pct. siden årsskiftet, så ryger Vestas bagover med 2,8 pct. til 557 kr. og indtager bunden af eliteindekset.

Det sker, efter at tysk-spanske Siemens Gamesa sent fredag nedjusterede forventningerne til helåret. Det er anden nedjustering på blot tre måneder fra Vestas-rivalen.

»Det giver noget usikkerhed om, hvorvidt der er noget prispres i sektoren. Og det er det, som smitter af på Vestas,« forklarer Ole Kjær Jensen.

Med hensyn til Lundbeck falder medicinalselskabet 2,4 pct. til 386,90 kr., efter at Credit Suisse har sænket sin anbefaling af aktien til den negative "underperform" fra "neutral". Forklaringen fra det schweiziske finanshus, som har et kursmål på 380 kr. for Lundbeck-aktien, er, at værdisætningen for selskabet er strakt ud, og at væksten de næste år forventes på et lavere niveau sammenlignet med de nærmeste konkurrenter.

NOVO-FAMILIE INDTAGER TOPPEN

I den positive ende af C20 Cap stiger blandt andet Novozymes 1,3 pct. til 334,70 kr. uden bagvedliggende nyheder.

Også Novo Nordisk hænger med i toppen med et plus på 1,2 pct. til 301,50 kr. Ifølge Ole Kjær Jensen kan en mindre del af stigningen hænge sammen med, at der mandag bliver offentliggjort nogle dokumenter frem imod onsdagens afgørelse fra et ekspertpanel under den amerikanske lægemiddelstyrelse, som måske vil anbefale, at selskabets nye diabetesmiddel Semaglutid får markedsføringstilladelse i USA.

»Jeg tror dog, at dagens stigning skal ses lige så meget som et rebound oven på fredagens lidt dårlige stemning inden for health care-segmentet. Men det kan da godt være, at der er nogle få, som positionerer sig lidt frem mod onsdag,« siger Ole Kjær Jensen.

Uden for eliteindekset er der særligt fokus på Topdanmark, som stiger 3,2 pct. til 253,10 kr. Det kommer som reaktion på en opjustering af forventningerne til 2017.