Aktier: Renten steg mens aktierne faldt mest siden brexit

Det danske aktiemarked oplevede torsdag den største nedtur siden dagene omkring brexit i juni sidste år.

Store lussinger til Vestas og FLSmidth efter deres regnskaber og en generel negativ stemning på markedet betød et fald i C20 Cap-indekset på 3,17 pct. til 1136,71.

19 ud af 20 aktier faldt, og det var niendestørste dyk i indekset nogensinde på én dag.

- Der har generelt været negativ stemning på markedet, hvor vi har set flere skuffende regnskaber - især Vestas og FLSmidth - som i hvert fald ikke har hjulpet på humøret, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør for aktier i Sydbank.

- Samtidig er der frygt for, at Donald Trump ikke kommer igennem med sin skattereform i USA, og det giver også lidt usikkerhed på de overordnede linjer, siger han.

Vestas sluttede nederst i C20 med et kursfald på hele 19,1 pct. til 426,60 kr., og det var største kursfald i fem år.

Vindmølleproducentens regnskab for tredje kvartal bød på skuffende resultater og en nedjustering af forventningerne til 2017, men det var især ledelsens udtalelser om stigende konkurrence og prispres, som investorerne ikke brød sig om.

- Vestas går ud og bekræfter, at der vil komme stigende konkurrence og lavere priser, hvilket vil give mindre indtjening i hele markedet.

- Det var det, som alle var bekymret for forud for regnskabet, og man får fornemmelsen af, at Vestas er presset, siger Anne Sophie Riis, der er børsmægler hos investeringsbanken ABG Sundal Collier.

Der var heller ikke begejstring for ingeniørselskabet FLSmidths regnskab for tredje kvartal, der var svagere end ventet og viste tilbagegang på både omsætning, drift og bundlinje. Ifølge analytikere var der ikke nok konkrete tegn på, at markedet viser bedring, og aktien faldt 8,6 pct. til 387,80 kr.

Det europæiske obligationsmarked var præget af gevinsthjemtagning torsdag, hvor investorerne oven på kursstigninger i 2017 solgte ud.

På det danske obligationsmarked betød udsalget, at renten på den toneangivende tiårige statsobligation steg 6 basispoint til 0,47 pct., og det var meget lig udviklingen i blandt andet Tyskland og Frankrig.

- Der er ikke så meget likviditet i markedet, så der skal ikke særlig meget til at rykke renterne. Der er ingen fundamentale forhold eller nøgletal, som er årsagen til de rentestigninger, vi har set i dag, siger Jens Peter Sørensen, der er chefanalytiker i Danske Bank.

- Vi er sidst på året, og der er ikke den store lyst til at påtage sig alt for meget ekstra risiko. Der er ikke så mange, som gør noget, så hvis der kommer store salgsordrer, så får man lidt større bevægelser, end vi ser normalt. Det er ret volatilt, tilføjer han.

/ritzau/FINANS