Aktier: Rentehop og stærk euro kvæler optimismen

Stærkt stigende obligationsrenter, en fortsat styrket euro samt usikkerhed om Grækenlands fremtid i eurosamarbejdet er ikke det, optimisme på det europæiske aktiemarked er bygget af.

Læs mere
Fold sammen

Derfor er der naturligt nok rødt over hele linjen, når man skæver til de største toneangivende indeks på kontinentet. FTSE 100-indekset i London falder med 1,4 pct., CAC 40-indekset i Paris dykker med 2 pct., og DAX-indekset i Frankfurt sætter sig 1,7 pct. Samtidig falder det paneuropæiske Stoxx 600-indeks med 1,6 pct.

Rentestigningerne blandt de tiårige europæiske statsobligationer vil tilsyneladende ingen ende tage netop nu, og herhjemme har den toneangivende tiårige rente den seneste halvanden måned taget sit største hop i en seks ugers periode i 20 år.

Det styrker euroen, og dermed rammes de eksporterende europæiske selskaber på resultatopgørelsen, og det sender i sidste ende aktierne ned. Samtidig spøger Grækenland, der fortsat balancerer på kanten af en decideret statsbankerot, også i baggrunden, idet der fortsat ikke er fundet en løsning på gældsproblemerne.

Hvor en del af de græske aktier var i toppen af den europæiske handel onsdag, er billedet da også vendt noget rundt torsdag, hvor særligt græske bankaktier er at finde mod bunden af Stoxx 600-indekset. Alpha Bank dykker med 4,9 pct., og National Bank of Greece falder 4 pct.

Der er dog også enkelte positive historier. Eksempelvis stiger svenske Ericsson med 2,4 pct. til 96,50 svenske kr., efter at den amerikanske storbank JPMorgan har løftet anbefalingen af aktien til "overvægt" fra "neutral".

Banken vurderer ifølge Bloomberg News, at Ericsson, der udvikler og sælger netværksudstyr, vil blive gavnet af en bedring i den trådløse amerikanske infrastruktur. I andet halvår i år og særligt næste år vil der atter komme i gang i investeringerne i sektoren, og det kan gavne Ericssons ordrebog, lyder det blandt andet fra JPMorgan.

/ritzau/FINANS

 

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk