Aktier: Relativt rolig reaktion på græsk nej

De amerikanske aktieinvestorer forholdt sig forholdsvis roligt trods de store kursfald i såvel Asien som Europa mandag i kølvandet af det græske nej ved folkeafstemningen om landets kreditorers gældskrav, søndag.

Læs mere
Fold sammen

Det blev dog til negative indeks, men kursfaldene var langt fra i den frygtede størrelsesorden og ganske beherskede i forhold til de klø, som især de europæiske investorer tidligere på dagen måtte lægge rygstykker til.

S&P 500-indekset lukkede med et fald på 0,4 pct. i 2068,76. Dow Jones lukkede med et minus på knap 0,3 pct. til 17.683,58, mens Nasdaq-indekset endte dagen med et fald på godt 0,3 pct. i 4991,94.

Omsætningen lå i den pæne ende med godt 800 mio. aktier handlet på New York Stock Exchange, mens Nasdaq-børsen omsatte 1,7 mia. aktier.

- Jeg tror, at det bliver svært at få gang i et positivt marked før der blive kastet mere lys over situationen. Man kan ikke slippe væk fra påvirkningen af den her situation. Det har hele tiden - og er stadig - vores mening på nuværende tidspunkt, at Grækenland giver mere støj på linjen end noget som helst andet, siger investeringschef Walter Todd fra Greenwood Capital til Bloomberg News.

I Europa var der kursfald i de store indeks i Tyskland og Frankrig på 1,5-2 pct., mens de øvrige gældsplagede lande som Spanien og Italien måtte se fald på 2,2 pct. og 4,0 pct. i øjnene.

På Wall Street var der specielt opmærksomhed på finansaktierne, der traditionelt er særligt udsatte, når økonomiske usikkerheder sætter ind. Finansgiganterne Bank of America, Citigroup og JP Morgan lukkede alle med kursfald på op mod 0,5 pct.

Kraftige fald i oliepriserne slog igennem i energisektoren, hvor National Oilwell og Transocean var blandt de største tabere med kursfald på henholdsvis 5,0 pct. og 4,5 pct.

Sygeforsikringskoncernen Humana blev under fredagens lukning købt af kollegaen Aetna for 37 mia. dollar. Det betød et plus til Humana-investorerne på 1 pct., mens Aetna-aktien til gengæld faldt 6,8 pct.

Weight Watchers International står over for et tilbud fra en unavngiven hedgefond. Rygterne øgede aktiens tryk på badevægten med 8,1 pct.

Det var første handelsdag for det nyfusionerede Kraft Heinz, som er opstået gennem en fusion mellem de gammelkendte selskaber Kraft Foods og Heinz. Aktien steg 2,8 pct.

Blandt de øvrige forholdsvis få selskaber som lukkede i plus var Wal-Mart og Walt Disney. Wal-Mart avancerede 0,9 pct., mens Walt Disney steg 0,6 pct.

Tirsdag morgen ligger futures på de tre aktieindeks til at vende udviklingen fra mandag. Alle ligger med stigninger på omkring 0,2 pct. i Asien.

/ritzau/FINANS