Aktier: Rekordstime brudt fra start

Det danske aktiemarked åbner med mindre fald tirsdag morgen, og dermed ser det umiddelbart ikke ud til at blive alle gode gange tre for C20 Cap-indekset, der de seneste to handelsdage har sat lukkerekord.

Arkivfoto. Det danske aktiemarked åbner med mindre fald tirsdag morgen, og dermed ser det umiddelbart ikke ud til at blive alle gode gange tre for C20 Cap-indekset, der de seneste to handelsdage har sat lukkerekord. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Det amerikanske aktiemarked satte ellers rekord mandag aften, men siden er stemningen blevet dårligere, og ifølge Jyske Bank skyldes det, at Donald Trumps sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, er trådt tilbage.

Årsagen er, at han - mod reglementet - har haft samtaler med russiske diplomater, inden Trump blev indsat som præsident.

C20 Cap-indekset falder efter få minutters handel med 0,2 pct. til 1072,03, hvor Genmab og Coloplast ligger i bunden med fald på 0,7 pct.

Blandt selskaberne i C20 er der derudover fokus på Jyske Bank, da Nordea har løftet kursmålet for aktien til 410 kr. fra 360 kr.

Anbefalingen er fortsat "køb" for aktien, som stiger 0,2 pct. til 371,70 kr. og tager en plads i toppen af C20.

Der er også nyt om Mærsk, da Alm. Brand har sænket anbefalingen af aktien til "neutral" fra "køb". Mærsk-aktien falder 0,3 pct. til 12.080 kr.

I en anden afdeling har finanshuset Stifel løftet kursmålet for DSV-aktien til 342 kr. fra 329 kr. Morgan Stanley har opjusteret fra 420 kr. til 430 kr. DSV-aktien lukkede mandag i det højeste niveau nogensinde, men tirsdag dykker aktien 0,2 pct. til 350,80 kr.

William Demant har fået nyt fra den australske konkurrent Cochlear, der har offentliggjort regnskab for første halvår.

Cochlear løftede salget med 9 pct. til 604,4 mio. australske dollar i første halvår, der løb til og med udgangen af december, mens driftsoverskuddet blev forbedret med hele 19 pct. til 156,4 mio. australske dollar. Renset for udsving i valutakurser var fremgangen i salget på 4 pct.

Mens William Demant er konkurrent til Cochlear via sin forretningsdivision Oticon Medical, har GN omvendt et samarbejde med Cochlear, der blev indgået i slutningen af 2015.

William Demant-aktien falder 0,8 pct. til 132,90 kr., mens GN-aktien dykker 0,6 pct. til 159,50 kr.

Blandt de helt små selskaber på fondsbørsen har der været nyt fra Cemat, der kan fortælle, at 54,1 pct. af aktionærerne har takket ja til selskabets tilbud om at tilbagekøbe aktier til en kurs på 0,352 kr. Cemat-aktien stiger 3,4 pct. til 0,33 kr.

På de store linjer vil der i eftermiddag blive kigget mod USA, hvor centralbankchef Janet Yellen holder en tale i Kongressen.

Her vil investorerne specielt lytte efter indikationer for, hvornår banken næste gang vil stramme pengepolitikken og dermed hæve renten.