Aktier: Rekorderne vendte tilbage til Wall Street

De amerikanske aktier satte endnu et par rekorder onsdag, hvor de tre store indeks, Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq, alle ramte hidtil uopnåelige slutniveauer. De mindre aktier i Russell 2000 kunne til gengæld ikke følge med.

De amerikanske aktier satte endnu et par rekorder onsdag, hvor de tre store indeks, Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq, alle ramte hidtil uopnåelige slutniveauer. De mindre aktier i Russell 2000 kunne til gengæld ikke følge med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Investorerne indstillede fokus på de kommende kvartalsrapporter, mens meldinger om en markedsvenlig kandidat til at afløse centralbankchef Janet Yellen sendte indeksene til en afslutning tæt på dagens højeste notering.

S&P 500-indekset steg 0,2 pct. og lukkede i rekorden 2555,24. Dow Jones-indekset sluttede med en gevinst på 0,2 pct., hvilket var nok til at sikre rekorden 22.872,89, og Nasdaq-indekset endte dagen med en stigning på 0,3 pct. til rekorden 6603,55.

Russell 2000 faldt til gengæld knap 0,1 pct. til 1506,93.

Offentliggørelsen af det seneste mødereferat fra den amerikanske centralbanks pengepolitiske komite viste fortsat uenighed om en renteforhøjelse inden årsskiftet, selv om »mange« deltagere fortsat vurderer det som »sandsynligvis berettiget«.

»Der er intet, der ændrer opfattelsen af, at Federal Reserve sandsynligvis vil hæve renten på decembermødet,« siger markedschef Art Hogan fra Wunderlich Securities i New York til Reuters.

Aktierne sluttede tæt på det højeste niveau for dagen, efter at en rapport fra Politico pegede på, at finansminister Steven Mnuchin skubber på for at overbevise præsident Donald Trump om, at centralbankens Jerome Powell er et sikkert valg for de finansielle markeder som næste topchef i Federal Reserve.

Jerome Powell er kendt for sin bløde tilgang til pengepolitikken på linje med den nuværende Fed-chef, Janet Yellen, og det vil betyde pengepolitisk status quo, hvilket er markedets foretrukne udfald.

Udsigterne for en lavere rentebane satte gang i en sektorrotation, hvor aktier med højt afkast i forsyningsvirksomheder og forbrugsgoder sammen med ejendomsselskaberne var de bedst præsterende i S&P 500, mens finanspapirerne blev presset af vigende statsobligationsrenter.

»Vi ser en sektorrotation, der skubber indeksene højere op, og det er svært at se, hvad der stopper det,« siger Art Hogan.

Top tre i S&P 500-indekset udgjordes af fast ejendom, forsyningsbranchen og teknologisektoren med stigninger på omkring 0,5 pct.

I den modsatte ende blev industri og finans noteret for små minusser på omkring 0,1 pct., mens telebranchen blev presset i bund med et tab på 0,7 pct.

Torsdag starter den nye regnskabssæson for alvor, når storbankerne JPMorgan og Citigroup skal forsvare den høje værdisætning i finanssektoren gennem solide regnskaber.

Investorerne tror fuldt og fast på, at indtjeningen vil leve op til forventningerne, hvis man ser på Chicago-børsens VIX-indeks. Indekset, der indikerer markedets status for bekymring og nervøsitet, faldt for anden dag i træk onsdag, hvor indekset lukkede i 9,85 og derved kom tættere på sidste uges rekordlave niveau på 9,19.

Torsdag morgen ser investorerne ud til at trække sig lidt tilbage. Den amerikanske S&P-aktiefuture ligger med et fald på under 0,1 pct.

/ritzau/FINANS