Aktier: Rekord på rekord på rekord

Foto: TIMOTHY A. CLARY. Både S&P 500-indekset og det teknologitunge Nasdaq-indeks satte rekord over Kristi himmelfartsferien
Læs mere
Fold sammen

De amerikanske aktier steg til nye højder hen over den danske Kristi himmelfartsferie, hvor såvel det brede S&P 500-indeks som det teknologitunge Nasdaq-indeks satte rekord både onsdag, torsdag og fredag.

S&P 500-indekset steg 0,8 pct. over de tre handelssessioner på Wall Street og lukkede fredag i 2415,82.

Det tunge Dow Jones-indeks øgede 0,6 pct. til 21.080,28, mens Nasdaq-indekset samtidig steg 1,2 pct. til 6210,19, efter at det danske marked lukkede onsdag.

Det bringer hele sidste uges stigninger op på 1,4 pct. for S&P, 1,3 pct. for Dow Jones og 2,1 pct. for Nasdaqs vedkommende.

Mandag morgen er de asiatiske investorer overvejende positive. De amerikanske futures handles samtidig med stigninger på omkring 0,1 pct.

Størstedelen af stigningerne over de danske feriedage fandt sted onsdag og især torsdag, mens fredagen var yderst stille op til den lange amerikanske weekend, hvor mandag er helligdag.

Positive statistiske data

Der har været en del statistiske data over dagene, og også den amerikanske centralbank har haft en finger med i spillet, da onsdag aftens referat af det seneste møde i Federal Reserves pengepolitiske komité - Federal Open Market Committee - viste udvalgsmedlemmernes vurdering af, at banken bør hæve renten "snart", såfremt økonomien fortsætter med at komme sig oven på den overraskende opbremsning i første kvartal.

Og netop første kvartals udvikling blev understreget i fredagens reviderede data, idet BNP-væksten for første kvartal blev oprevideret fra en forøgelse på 0,7 pct. til en stigning på 1,2 pct.

»Generelt er investorerne blevet enige med sig selv om, at der ikke kommer en recession i USA i 2017, og Europa er også stærkt nok til, at det ikke får recession i år. Så den store frygt for en recession er forsvundet i horisonten,« siger investeringschef Tim Courtney fra Exencial Wealth Advisors i Oklahoma City til Reuters.

Oven i de mere positive vækstdata kom en opjustering af data for det private forbrug til en stigning på 0,6 mod første opgørelses vækst på 0,3 pct.

Dermed synes de statistiske data at kunne overbevise de af centralbankens topfolk, der ifølge FOMC-protokollen, stadig søger beviser for, at den seneste afmatning i væksten er midlertidig.

Tilbage er FOMC's vurdering af, om inflationen er på vej op, inden de forpligter sig til endnu en renteforhøjelse.

Alt i alt synes der lagt op til en bekræftelse på, at de økonomiske data materialiserer sig, som Federal Reserve forventer, hvilket ifølge referatet vil gøre det »passende«, at hæve renten på det kommende pengepolitiske møde 13.-14. juni.

Indeværende uge vil give yderligere indikationer på økonomiens tilstand, idet der er data for indkomst og forbrug, for Federal Reserves foretrukne inflationsmål, PCE-deflatoren, foruden den vigtige arbejdsmarkedsrapport og adskillige aktivitetsdata fra erhvervslivet.