Aktier: Rekord fra Unibrew overskygges af Trump-trusler

Foto: Søren Bidstrup. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Et ellers fornuftigt regnskab fra Royal Unibrew ryger formentligt lidt i baggrunden på det danske aktiemarked onsdag morgen, da meldinger fra den amerikanske præsident, Donald Trump, skaber fornyet nervøsitet i det generelle marked.

Tirsdag aften efter dansk børslukning slog præsidenten fast, at han fortsat har planer om at indføre importtold på stål og aluminium, selv om forslaget er blevet mødt med protester fra andre republikanere, industrien såvel som samhandelspartnere.

Den stålsatte præsident har efterfølgende fået Det Hvide Hus' økonomiske rådgiver, Gary Cohn, til at trække sig fra sin stilling i protest. Det er i markedet blevet omsat til forøget nervøsitet og fald i handlen med amerikanske aktiefutures samt i den åbne asiatiske aktiehandel.

»Kombinationen af en forventet negativ amerikansk start, kursfald i Asien, en svækket dollar og opsigelsen fra Gary Cohn giver danske indledende aktiekursfald,« vurderer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

Tirsdag lukkede det danske C25-indeks 0,2 pct. højere i 1124,02. Med til at drive den stigning var vindmølleproducenten Vestas, som gik op med 0,5 pct. til 433,10 kr.

Vestas er blandt dem, der kan blive ramt, hvis Donald Trump vil indføre høje toldsatser på importeret stål. Selskabet råder over verdens største tårnfabrik i Colorado, hvor stål udgør langt størstedelen af råvareomkostningerne, og derfor følger Vestas-investorerne naturligt nok med i de politiske udmeldinger fra Washington.

MÆRSK-SKIB I BRAND

Der kan onsdag også blive holdt øje med Mærsk, da et af koncernens skibe tirsdag eftermiddag er blevet ramt af en alvorlig brand i et af lastrummene.

Det er ikke lykkedes at slukke branden, og derfor er 23 besætningsmedlemmer blevet evakueret til et nærliggende skib, mens fire besætningsmedlemmer fortsat mangler at blive fundet. Mærsk B-aktien lukkede 1,3 pct. højere til 9686 kr.

For transport- og logistikkoncernen DSV er der kommet konkurrentnyt fra schweiziske Panalpina, der sidste år øgede salget, men omvendt måtte se det justerede resultat falde tilbage. DSV-aktien sluttede 0,2 pct. lavere til 459,80 kr.

REGNSKAB FRA ROYAL

Udenfor C25-indekset har Royal Unibrew leveret regnskab for det forgangne år, og det bød på det bedste resultat nogensinde på trods af en ringe sommer.

For det nye år venter bryggeriet yderligere vækst både for omsætningen og indtjeningen. Unibrew-aktien endte før regnskabet 2,3 pct. højere til 373 kr.

Endelig har luftfartsselskabet SAS kunnet meddele, at det indstiller den tidligere TDC-topchef Carsten Dilling som sin næste bestyrelsesformand. Han foreslås valgt ind på generalforsamlingen 10. april. SAS-aktien faldt med 0,8 pct. til 15,36 kr.

/ritzau/FINANS