Aktier: Regnskabssæsonen bød på både godt og skidt

Regnskabsoverraskelser lige fordelt på plus og minus, vurderer analytikere.

De danske eliteselskaber i C20 Cap-indekset har med torsdagens regnskab fra ISS sluttet regnskabssæsonen for 2014 med en lige fordeling af positive og negative overraskelser i forhold til analytikernes forventninger.

Det skriver Spar Nords analytikere i en kommentar.

Samlet set kom de danske C20'ere dog ud af regnskabssæsonen med en indtjening knap 4 pct. under forventningerne.

- Genmab tager prisen som den suverænt største positive overraskelse med en indtjening hele 150 pct. over forventningen, mens A. P. Møller-Mærsk indtager bunden, skriver aktieanalytiker Mikkel Duus-Hansen.

- Af de nitten selskaber - Mærsk fylder to pladser med sine A- og B-aktier - formår ni at overgå analytikernes forventninger og tjene flere penge end ventet, mens samme antal selskaber leverer resultater under forventningerne. Novo Nordisk leverer præcis på forventningen, fortsætter han.

Det er et såkaldt Spar Nord surprise index, der viser resultatet.

Indekset sammenholder analytikernes forventninger til selskabernes indtjening (målt på resultat per aktie) med den faktiske indtjening opnået i regnskabsperioden.

GENMAB I TOPPEN

I toppen af indekset ligger biotekselskabet Genmab med en indtjening hele 150,4 pct. over analytikernes forventninger i det seneste regnskab.

- Med et overskud på 300 mio. kr. før skat for hele regnskabsåret er Genmab på rette vej i forhold til at tjene penge, siger Mikkel Duus-Hansen.

TRYG I GOD FORM

Med en indtjening knap 35 pct. over forventningerne tegner forsikringsselskabet Tryg sig for den næststørste overraskelse i regnskabssæsonen.

- Højere præmieindtægter og lavere erstatninger har sammen med et konsekvent fokus på effektiviseringer løftet indtjeningen i Tryg til et niveau betydeligt over analytikernes forventninger, uddyber Mikkel Duus-Hansen.

MÆRSK SKUFFEDE

Den største indtjeningsmæssige skuffelse i den aktuelle regnskabssæson kom fra A. P. Møller-Mærsk. Selskabets indtjening landede næsten 85 pct. under forventningerne, men det skyldtes ifølge Mikkel Duus-Hansen en enkeltstående begivenhed.

- Det er en dramatisk afvigelse, men forklaringen er en stor nedskrivning på værdierne i Mærsk Oil. Ser vi bort fra denne nedskrivning, er indtjeningen næsten på niveau med forventningen, siger han.

- Investorerne ignorerede da også nedskrivningen og fokuserede på en positiv indtjeningsudvikling i selskabets aktiviteter inden for containerskibsfart og ikke mindst en ekstraordinær stor udbyttebetaling, som var årsag til, at investorerne tog rigtig godt imod regnskabet og kvitterede med en kursstigning på næsten 10 pct. på regnskabsdagen, forklarer Mikkel Duus-Hansen.