Aktier: Regnskaber og opkøb hjælper plus på vej i USA

Helt som ventet er de amerikanske aktier åbnet i let positivt terræn torsdag, efter at onsdagen bød på kursfald oven på meldingerne fra Den Europæiske Centralbank om, at den stopper udlån til græske banker.

Torsdag er der i stedet stort fokus på regnskaber og et stort opkøb i medicinalsektoren.

S&P 500-indekset stiger med 0,5 pct. fra start, mens Nasdaq-indekset løftes 0,4 pct., og Dow Jones-indekset stiger med 0,6 pct.

Fastfoodkæden Yum Brands, der står bag blandt andet Kentucky Fried Chicken og Pizza Hut, leverede sent onsdag et skidt resultat for fjerde kvartal, men til gengæld ser forventningerne til 2015 fornuftige ud.

Nettoresultatet faldt 29 pct. til 61 cent per aktie fra 86 cent per aktie i samme periode et år tidligere. Konsensusskønnet hos analysefirmaet Zacks lød på 65 cent per aktie.

Yum Brands har været påvirket af den kødskandale i Kina, som også ramte McDonald's, men arbejdet med at genoprette tilliden fra forbrugerne kører fornuftigt, lyder det fra Yum.

Og den langsomme forbedring i Kina vil fortsætte med at tage fart i 2015, noterer Yum. Ifølge selskabets topchef, Greg Creed, har Kina-divisionen "betydeligt langsigtet potentiale," og selskabet vil åbne mindst 700 nye enheder i landet.

Det er umiddelbart nok til at tilfredsstille investorerne, der sender Yum-aktien op med 0,8 pct. til 74,21 dollar i den tidlige handel.

General Cable, der konkurrerer med danske NKT Cables, skuffede med sine tal for fjerde kvartal sent onsdag. Bundlinjen gav således en indtjening per aktie på 0,15 dollar mod ventet 0,19 dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Forventningerne til første kvartal 2015 overgik til gengæld analytikernes forventninger. General Cable venter et underskud per aktie på 0,01-0,16 dollar. Analytikerne ventede inden regnskabet et underskud i første kvartal på 0,24 dollar.

General Cable falder med 1,1 pct. til 11,60 dollar fra start torsdag.

Medicinalselskabet Hospira er desuden i stor fremgang, efter at giganten Pfizer har lagt et bud på selskabet på 90 dollar per aktie - eller hele 111 mia. kr. Det svarer samtidig til en præmie på knap 40 pct. i forhold til onsdagens lukkekurs på 64,80 dollar.

Hospira stiger - ganske naturligt - med 35,1 pct. til 87,57 dollar. Pfizer stiger med 3,1 pct. til 33,06 dollar.

De sociale medier Twitter og Linkedin rapporterer begge sine tal for fjerde kvartal efter markedets lukketid. I den tidlige handel stiger Twitter med 3,7 pct. til 42,22 dollar, mens Linkedin stiger med 0,8 pct. til 233,92 dollar.