Aktier: Regnskaber i centrum for udvikling i C20 Cap

Der er ikke meget påvirkning eller inspiration at hente fra udlandet for de danske investorer onsdag, og dagens udvikling i C20 Cap-indekset vil sandsynligvis blive bestemt af dagens regnskaber fra nogle af indekset tunge selskaber med A.P. Møller-Mærsk i spidsen.

Arkivfoto. / AFP PHOTO / PATRIK STOLLARZ Fold sammen
Læs mere
Foto: PATRIK STOLLARZ

C20 Cap-indekset lukkede tirsdag med et fald på 0,1 pct. til 1167,07.

De amerikanske aktier lukkede tirsdag med små udsving tæt på nulpunktet, og også i Asien er udviklingen onsdag morgen uden ensartet retning, ligesom futures på de Wall Streets store indeks ligger næsten uændrede.

Inden åbning har Danmarks største virksomhedsgruppe, A.P. Møller-Mærsk, offentliggjort regnskab for andet kvartal. De lyse udsigter for Mærsks containerrederi, Maersk Line vurderes at give sig udslag i et overskud på mere end 1 mia. dollar mod et minus på 0,4 mia. dollar i 2016. Forventningerne er fortsat baseret på en vækst i containerfragt på 2 til 4 pct. i år på verdensplan.

Mærsk Line kom ud af kvartalet med et driftsoverskud (EBITDA) på 859 mio. dollar mod analytikerestimatet på 784 mio. dollar.

Også den pressede oliedivision skyder over forventningerne. Oil gav et driftsoverskud på 801 mio. dollar mod de ventede 723 mio. dollar, mens Terminals skuffer med et plus på 147 mio. dollar mod de ventede 189 mio. dollar.

Mærsk oplyser i regnskabet, at cyperangrebet i juni kommer til at koste 200-300 mioæ dollar, som vil påvirke regnskabet for indeværende kvartal.

A.P. Møller-Mærsk B faldt tirsdag 1,1 pct. til 13.080 kr.

Også Carlsberg vil tiltrække sig opmærksomhed efter en tidligt regnskabsfremlæggelse. Carlsberg skuffede på omsætningen, der i første halvår løb op i 31,8 mia. kr. mod ventet 32,4 mia. kr. ifølge estimater fra Ritzau Estimates.

Men i samtlige af Carlsbergs regioner var der pæn fremgang i indtjeningsmarginerne og driftsoverskudet (EBIT) før særlige poster blev på 4125 mio. kr. mod ventet 3921 mio. kr., mens bundlinjen viser et overskud efter minoriteter på 2304 mio. kr. for halvåret, hvor analytikerne havde ventet et plus på 1988 mio. kr.

Og med en uændret forventning om midt-encifret vækst i det organiske driftsresultat, står aktien til at klare sig bedre end markedet generelt. Carlsberg steg tirsdag 1,0 pct. til 693 kr.

Medicokoncernen Coloplast kommer med regnskab for tredje kvartal ved middagstid.

Koncernens organiske vækst vil komme under lup, efter en vækst på 6 pct. i første halvår, hvilket var under selskabets egen forventning til helåret, der lyder på 7-8 pct.

Omsætningen ventes at nå 4015 mio. kr. i kvartalet med et driftsresultat på 1329 mio. kr., mens der netto estimeres et overskud på 1008 mio. kr.

Coloplast steg tirsdag 0,7 pct. til 554 kr.

Topdanmark, der tirsdag leverede tirsdag regnskab og og steg 5,6 pct. til 230,10 kr., har fået løftet kursmålet til 208 kr. fra 198,50 kr. af finanshuset Morgan Stanley. Anbefalingen fastholdes på den neutrale »equalweight«.

Tirsdagens store kursstigning har dog fået det norske finanshus DNB til at sænke anbefalingen til hold fra »køb«. Kursmålet på 230 kr. fastholdes.

Vestas har bekræftet en ordre på 424 megawatt (MW) i Mexico. Ordren lyder på 123 V136-møller med en kapacitet på 3,45 MW. Ordren var i ventet i markedet. Vestas faldt tirsdag 1,1 pct. til 604 kr.

Allergiselskabet ALK-Abelló har også offentliggjort resultaterne af anstrengelserne i andet kvartal.

Som ventet blev det et kvartal præget af tilbagegang, efter at selskabets franske rival, Stallergenes Greer, er tilbage i omdrejninger efter at et produktionsstop.

Omsætningen i den danske allergikoncern faldt til 691 mio. kr., og driften gav et underskud på 28 mio. kr.

ALK-Abelló fastholder forventningerne. Aktien faldt 0,7 pct. tirsdag til 973 kr.

Salling Bank fik et resultat efter skat på 24 mio. kr. i første halvår mod 15 mio. kr. året før. Forventningerne blev fastholdt. Aktien lukkede uændret tirsdag i 387,50 kr.

Dagen byder desuden på regnskaber fra Prime Office, Torm, Spar Nord, NNIT og Veloxis.