Aktier: Råvareselskaber og bilfirmaer førte an i fald

Råvareselskaber og bilproducenter førte an i tirsdagens anselige fald på de europæiske aktiemarkeder.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede 1,8 pct. lavere, mens de toneangivende børser i Frankfurt, London og Paris dalede med mellem 1,1 og 2,5 pct.

Især det tyske DAX-indeks er ramt af fald oven på skuffende nøgletal fra Europas vækstmotor, der viste, at de tyske fabriksordrer faldt med 1,2 pct. i februar sammenlignet med januar. Og det var en stor overraskelse for økonomerne, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg havde ventet en fremgang på 0,3 pct.

- Forventningerne om en afmatning er blevet bekræftet. Der har ikke været den store risikolyst siden Den Europæiske Centralbanks seneste møde, og investorernes tillid er stadig ikke vent tilbage, siger chefhandler i MPPM Guillermo Hernandez Sampere til Bloomberg News.

Ser man på Stoxx 600's underindeks var især råvare- og bilaktierne hårdt ramt. Både råvaresektoren og bilsektoren lukkede som helhed i minusser på 3,7 pct.

Råvare- og mineselskaberne er presset som følge af, at olieprisen igen er begyndt at glide.

Selskabsspecifikt solgte investorerne ud af deres papirer i Thyssenkrupp, efter at den brasilianske minegigant Vale har bekræftet, at den tyske stålproducent køber Vales andel i et brasiliansk joint venture. Thyssenkrupp-aktien sænkedes med 3 pct. til 18,22 euro.

Blandt bilproducenterne var især franske Peugeot ramt, efter at selskabet meldte ud, at det forudser, at udgifterne kommer til at trække indtjeningen ned i de kommende år. Peugeot-aktien bakkede med 6,2 pct. til 13,76 euro.

/ritzau/FINANS

 

Andreas Antoni Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk