Aktier: Råvaresektor har god dag efter kinesiske importtal

Udviklingen på de europæiske aktiemarkeder er afdæmpet fredag, hvor råvaresektoren går forrest efter en overraskende stigning i den kinesiske import.

Ved middagstid stiger det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks 0,3 pct. I Tyskland stiger DAX-indekset knap 0,1 pct., det franske CAC 40-indeks ligger stort set uændret, mens det britiske FTSE 100-indeks falder 0,2 pct.

I det paneuropæiske indeks ligger råvaresektoren i toppen med en samlet stigning på 1,7 pct. Ifølge Marketwatch kommer den positive udvikling, efter at kinesiske importtal viste en større stigning end ventet.

Importen steg i september med 19,5 pct. i yuan, mens økonomerne havde ventet et fremgang på 16,5 pct., viser data fra Bloomberg News.

Fredag stiger stålkoncernen Arcelormittal 4,3 pct., østrigske Voestalpine går frem med 2,3 pct., finske Outokumpu tager et hop på 2,2 pct., mens Rio Tinto stiger 1,8 pct.

Topplaceringen i Stoxx 600-indekset er dog blevet besat af britiske Provident Financial med en stigning på 11 pct. Ifølge Bloomberg News har ledelsen indikeret, at selskabets boligdel (home credit business, red.) er i bedring.

I den modsatte ende af indekset ligger den britiske helikopterproducent GKN efter et fald på 8,6 pct. Fredag har selskabet meddelt, at marginerne i tredje kvartal var lavere end i samme periode året forinden. Det skyldes særligt operationelle udfordringer i luftfartsdivisionen i Nordamerika, skriver Marketwatch.