Aktier: Positive tegn fra Kina gav plus - JPMorgan i front

Et sæt opløftende handelstal fra Kina og et pænt regnskab fra storbanken JPMorgan var med til give god stemning på de amerikanske børser onsdag, hvor der var fremgang over hele linjen, skriver Bloomberg News.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: STAN HONDA

De tre toneangivende amerikanske aktieindeks, S&P 500, Dow Jones og Dow Jones, steg med henholdsvis 1 pct., 1,1 pct. og 1,6 pct. Dermed fortsatte de positive takter fra tirsdag, hvor et stort hop i olieprisen sendte aktierne op.

Den kinesiske eksport steg med 18,7 pct. i marts, mens analytikerne ifølge Bloomberg havde ventet en stigning på 14,9 pct. De pæne tal blev tolket positivt og gav lidt ro hos investorerne, efter at der i 2016 har været bekymring omkring væksten i den kinesiske økonomi.

Flere økonomer påpeger dog, at tallene kan være påvirket af sæsonudsving, men det lod ikke til at påvirke stemningen onsdag.

Regnskabssæson startede mandag aften med aluminiumsproducenten Alcoa, og onsdag var det så JPMorgan, der som første bank gjorde status for de første tre måneder af året.

JPMorgan overraskede positivt, da banken formåede at levere en lidt mindre tilbagegang i indtjeningen, end det var ventet.

Overskuddet faldt 6,7 pct. til 5,52 mia. dollar - eller 1,45 dollar per aktie - men analytikerne havde ventet et overskud på 1,41 dollar per aktie.

Det var blandt andet besparelser og et lavere end ventet dyk i handelsindtjeningen, som kom bag på analytikerne. Aktien steg 4,2 pct.

I en anden boldgade var der fokus på Harley-Davidson, efter at storbanken UBS ifølge Bloomberg har spået et stærkt salg i marts som følge af godt vejr. Aktien steg 4,3 pct.

Torsdag vil der være regnskaber fra Bank of America, Wells Fargo og Blackrock.

Mens der var en god stemning onsdag, er der umiddelbart lagt op til mindre kursfald torsdag. Futures for de tre toneangivende indeks ligger i et minus på 0,1 pct. torsdag morgen.